Omkring 70 studerende fra forskellige designuddannelser landet over har indsendt deres bidrag til en landsdækkende konkurrence for Oreo.
I dag hænges vinderdesignet op som et 220 kvadratmeter stort banner på Højbro Plads i København.
Bag designet står 23-årige Lauritz Hansen fra DMJX, som ud over bannerpladsen også vinder 15.000 kroner og et års forbrug af Oreos. Desuden kan man se hans vinderdesign på go-cards rundt omkring på de københavnske caféer. Nr. to og tre i konkurrencen er fra henholdsvis KEA og DMJX. Det er Demetrio Romeo og Amalie Helholm Zeevi, hvis bidrag man kan se på Oreos Facebookside.
Lauritz Hansen fra København studerer Grafisk Design på 2. år på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og skal i praktik til efteråret – helst på et designbureau. Han er vild med illustration og typografi, og drømmer om at kunne rejse jorden rundt og lave store og inspirerende vægmalerier i alverdens storbyer, hvor netop illustration og typografi er i fokus.
Han er naturligvis ’mega hyped’ over at vinde konkurrencen og har allerede en holdning til, hvordan grafisk design skal være:
“Formsproget i design-verdenen betyder mere end folk lige går og tror. Specielt typografi er en kunst, der er stærkt undervurderet, da de fleste tænker, det blot er noget der skal læses. Med det rigtige formsprog forstår man budskabet med det samme,” siger Lauritz Hansen.
Konkurrencen er en del af den globale Play With Oreo-kampagne, der allerede har udfordret en række verdenskendte kunstnere og street artists; bl.a. Andrew Bannecker, Craig & Karl og Andy Rementer, som hver især har givet deres fortolkning af Oreo-kiksen.
Hos Mondelez Danmark, der producerer Oreo, er der stor tilfredshed med konkurrencen, som falder rigtig godt i forlængelse af de aktiviteter, der kører på globalt plan.
”Play With Oreo-kampagnen går i al sin simpelhed ud på at få mere leg og kreativitet i hverdagen, og det var også det, som vi gerne ville inspirere til med vores designkonkurrence. Og det kan vi se, at de unge designere har taget til sig. Vi har set mange vidt forskellige fortolkninger, og der har været nogle flotte designs imellem. Og så kan vi se, at især vinderbidraget har vakt interesse hos vores kolleger i andre lande. Det er vi meget tilfredse med,” siger Philip Glesner, Brand Manager for Oreo hos Mondelez Danmark.
Udover Philip Glesner bestod juryen af Knuth fra reklamebureauet Bates Y&R, radiovært Emil Nørlund fra P3 og Mandskabet.dk, Konceptual Art Director Jan Stistrup fra VICE Media, Louise Lyngbo Petersen, Art Director hos Elle, samt Sara Rosa Oppermann fra kommunikationsbureauet Hill+Knowlton Strategies.