Et ønske om at gøre op med tidens brug og smid væk-kultur fik det unge danske audiodesignfirma AIAIAI til at aktivere sine kunder til at støtte en opdatering af et eksisterende produkt via crowfundingplatformen Kickstarter.
Crowdfunding, eller netværksfinansiering, handler om at finansiere et projekt eller et produkt med mindre summer fra mange bidragydere via en platform på internettet, og på fire timer hentede AIAIAI 300.000 kr. til en trådløs udgave af deres hovedtelefoner.
”Det, at vi kommer i mål efter bare fire timer, fortæller mig, at vores produkt er rigtigt. Det er ikke bare os, der tror på friheden til at opgradere delene til en bedre pris frem for brug og smid væk. Det gør vores brugere også, og det er fantastisk at vide, at vi er på rette vej,” siger Frederik Jørgensen, der er adm. direktør i AIAIAI.
AIAIA laver hovedtelefoner bestående af flere moduler, som alt efter præferencer kan sættes sammen i 1.008 forskellige kombinationer, og som altså nu med brugernes støtte kan blive trådløse.
Crowdfundingplatformen Kickstarter er et globalt netværk, som især kunstnere, musikere og designere bruger til at hente støtte til deres kreative projekter.