For knap et år siden blev Designit solgt til den globale IT-virksomhed Wipro for et beløb på potentielt op omkring 600 mio. kr.
Her et år efter er den gode nyhed, at bureauet fornylig har vundet den første store konkurrence. Designit skal være med til et omfattende digital redesign af en verdens førende banker og projektet ledes af Designits London team. Navnet kan dog ikke nævnes endnu.
“Det er et projekt i en skala, hvor vi ikke ville kunne have været med tidligere, så dette nye projekt er et produkt af, at vi nu er en del af en meget større organisation, og det vil også få en betydelig indvirkning på vores økonomiske udvikling,” siger CFO, Kasper Rousøe, Designit.
Det sidste er tiltrængt – for den dårlige nyhed her et år efter opkøbet er, at Designit netop har afleveret et regnskab, der har konverteret et lille overskud på en halv mio. kr. til et underskud på næsten 40 mio. (før skat).
Dette tal er på gruppeniveau, men tallene for Designit Danmark viser en tilsvarende forværring af tallene.
I regnskabet for Designit Danmark kan man se, at bruttoavancen er faldet samtidig med, at man har brugt masser af penge på at udvide personalet.
Stigende omkostninger
Det skyldes dog ikke, at man har handlet med hovedet under armen.
“Integrationen i Wipro har kostet en del, og mange af udgifterne ligger hos Designit Danmark. Der har været et ønske om at bruge penge på at fastholde nøglemedarbejdere i den turbulens sådan en handel nødvendigvis giver, og samtidig har det været nødvendigt at ansætte folk med henblik på at drive vores kompetencer ind over for Wipros kunder,” siger Kasper Rousøe og fortsætter:
“Men den nok vigtigste grund er, at der er åbnet kontorer i New York og London. De kommer til at blive en del af Designit Danmarks regnskab, og derfor ligger udgifterne der – men vi har i regnskabsåret endnu ikke fået indtægter.”
Kasper Rousøe understreger, at resultatet selvfølgelig ikke er tilfredsstillende, og at udviklingen også har været værre end forventet. Til gengæld er der begyndt at komme resultater. Ud over den bank, der endnu ikke kan sættes navn på, gælder det f.eks. Chelsea Football Club, hvor Designit i samarbejde med Wipro skal designe klubbens fremtidige digitale fan-oplevelse.
Samlet har Designit som gruppe haft en vækst, som man er tilfredse med – der laves dog ikke et koncern-regnskab, og derfor kan man ikke få et klar billede af udviklingen i regnskabet for Designit A/S. Og da man nu er en del af børsnoterede Wipro, kan Kasper Rousøe ikke oplyse nærmere.
Designit, koncernregnskab
OBS. 15 måneders tal omregnet til 12 måneder
- Bruttoresultat 13,365 mio. kr. +41,1 pct.
- Resultat før skat -31,535 mio. kr. (+0,566 mio. året før)
Nøgletal for Designit Danmark
OBS. 15 måneders tal omregnet til 12 måneder
- Bruttoavance 68,1 mio. kr. -13,8 pct.
- Bruttoavance pr. medarbejder 572.269 kr. -32,6 pct.
- Lønandel 101,5 (62,5)
- Resultat af primær drift -14,877 mio. kr. (+15,014 mio. kr. året før)
Bruttoavancen er estimeret af Bureaubiz
Designit Danmark, 15 mdr.
- Bruttofortjeneste 69,793 mio. kr.
- Resultat før skat -17,199 mio. kr.