Det er blevet sværere at tjene penge

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Nørgård Mikkelsen havde fremgang i aktiviteten – men tilbagegang på bundlinjen. Det er der flere årsager til. Bl.a. tabet af SuperBest.

Nørgård Mikkelsen har ingen grund til at være utilfreds med sit regnskab for 2011. Godt nok er overskudsgraden ikke prangende, og overskuddet faldt – men bruttoavancen steg og der står trods alt næsten 7 mio. kr. i plus på bundlinjen.

Adm. dir. Erik Laumand erklærer sig da også tilfreds med regnskabet – med den tilføjelse at det er set i forhold til branchens pressede marked.

Det er grundlæggende blevet sværere at tjene penge – dels fordi kunderne vil have mere for mindre, dels på grund af intensiv konkurrence og dels på grund af en digital verden, der – i hvert fald ikke endnu – rummer den samme indtjening.

Helt konkret blev Nørgård Mikkelsen også ramt af, at man i 2011 måtte sige farvel til bureauets største kunde i form af SuperBests tilbudsaviser.

“Der var mange medarbejdere knyttet til denne kunde, og det udløste nogle afviklings-omkostninger at skulle geare ned, som selvfølgelig koster på bundlinjen. Men der var også gode ting i året – som f.eks. at vores investering i at være tilstede i København går rigtig godt, og vi får stadigt flere digitale opgaver,” siger Erik Laumand og fortsætter:

“Lægger man det hele sammen, så gav det en større bruttoavance – men altså et mindre overskud. Det skal dog tilføjes, at vi tjente ekstraordinært mange penge i 2010.”

Ser man bort fra SuperBest, så er Erik Laumand ikke i tvivl om, at det generelt er blevet sværere at tjene penge i markedet.

“Vi har aldrig før haft så stor en new bizz afdeling, som vi har nu. Samtidig er det helt nødvendigt at investere i udvikling på det digitale område, og her er indtjeningen ganske enkelt ikke lige så stor som på andre af vores mere traditionelle områder. I hvert fald ikke endnu, for selvfølgelig håber vi, at den kan komme op,” siger Erik Laumand.

Nøgletal for Nørgård Mikkelsen

  • Bruttoavance 77,767 mio. kr. +6 pct.
  • Bruttoavance pr. medarbejder 836.204 kr. +2,6 pct.
  • Lønandel 66,6 (63,2)
  • Resultat af primær drift +6,671 mio. kr. -38,6 pct.