Det nye Zupa er landet

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Efter seks år som en del af noget andet vil Zupa gerne tilbage til udfordrerrollen. Men det handler ikke bare om at vende tilbage til det oprindelige.

Man kan lade en fusion gå i opløsning – men man kan ikke bare skrue tiden tilbage til det, der var engang. Og det er Zupas adm. dir., Petter Pablo Sommerfelt-Venegas, da heller ikke interesseret i.

For nok er Zupa nu igen blot Zupa – ikke ZupaRecommended – men det er et andet Zupa end det, der gik ind i fusionen med Recommended for seks år siden.

Nu har man lagt et turbulent år bag sig, hvor man både har skullet investere ressourcer i en fission og i en flytning – og hvor man er kommet helskindet ud af det. Så det nye Zupa er landet.

Og spørger man Petter Pablo om, hvad det nye Zupa er i dag, så handler det om at finde tilbage den udfordrer-rolle, Zupa havde dengang man blev opfattet som et digitalt bureau, men denne gang med udgangspunkt i en ny måde at anskue integreret kommunikation og sammenhæng.

”Det nye Zupa blev egentlig grundlagt på en undren over, at branding stadigvæk bliver oversat til overskrifter og visuelle guidelines – eller noget, der fungerer som et 30 sekunders narrativ på tv. En frustration over, at kommunikation ofte starter på de medier, der er længst væk fra kunden,” siger Petter Pablo Sommerfelt-Venegas og fortsætter:

”Og noget vi mener er en udtalt branchesygdom: hvis man f.eks. er dygtige til digital kommunikation og Direct Marketing, så bliver man ofte opfattet som eksekverende eller som et taktisk bureau.”

Petter Pablo Sommerfelt-Venegas siger videre, at det for ham bliver mere og mere tydeligt, at branding og kommunikation smelter sammen med services og produkter. Og det betyder, at integreret kommunikation ikke kun handler om budskaber og medier, men i endnu større grad om at kunne leve op til sit brandløfte”

”Vi synes, at branding i dag handler for meget om ord og udseende. Og alt for ofte om store tomme ord. Vi tror på, at kreative bureauer i dag også skal være i stand til at byde ind med ideer til, hvad der kræves for at leve op til en given position eller brandløfte,” siger Petter Pablo Sommerfelt-Venegas og fortsætter:

”Derfor fokuserer vi meget på en fase mellem positioneringsarbejdet og kommunikationen, hvor vi kigger på bevisførelse. En bevisførelsesfase, hvor vi sammen med vores kunder finder, skaber eller bygger beviserne, som udlever det konkrete brandløfte.”.

Underskud var ventet

Kigger man på bureauets seneste regnskab, så er det selvfølgelig præget af de mange opgaver omkring fissionen og flytningen.

”Underskuddet på ca. 1,5 mio. kr. er som ventet, så vi er ganske godt tilfredse. Og så er vi ret stolte af, at vi har kunnet gå denne proces igennem og samtidig holde fast i vores kunder. Kigger vi frem, så har vi et sundt bureau i positiv drift. Vi er landet på begge fødder – og forhåbentlig vil vi altid være under opbygning – det er en vigtig læring fra tiden som digitalt bureau,” siger Petter Pablo Sommerfelt-Venegas.

Bureauet har store virksomheder som Novo Nordisk, DSB, FOA, TDC, Dong og Sennheiser på kundelisten.

Nøgletal for Zupa

  • Bruttoavance 25,5 mio. kr.
  • Bruttoavance pr. medarbejder 772.727 kr.
  • Lønandel 82,6
  • Resultat af primær drift -1,507 mio. kr.

    Bruttoavancen er estimeret af Bureaubiz.

    På grund af fissionen, hvor Zupa blev udskilt fra Zupa Recommended, mens de aarhusianske aktiviteter blev en del af det nye Agency Spring, har det ikke givet mening at opstille sammenligningstal med året før.