DIA udvider med en ekstra film-konkurrence

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Online film er blevet udskilt som selvstændig kategori for at sikre opmærksomhed på interaktive film.

Hele set-up’et i DIA var som sådan på plads – men det er en dynamisk verden, så derfor er det blevet til en enkelt ændring efter, at jury-formanden, Thomas Pries, fredag mødtes med formændene for de fem hovedgrupper i konkurrencen.

Det drejer sig om film, hvor man har udskilt online film som selvstændig kategori. Herefter vil der være to film-kategorier: Interaktive film og Online film.

“Interaktive film er en disciplin, som vi synes er vigtig, og som vi tror vil komme til at fylde mere. Derfor vil vi sikre et fokus på den og undgå, at den drukner i Online film, som fylder meget,” siger Thomas Pries.

Det er VP i Carlsberg, Jens Jermiin, der skal lede slagets gang i Content & Strategy, hvorunder film-konkurrencerne sorterer.

“Interaktive film er storytelling med en digital interaktivitet, der kræver brugernes involvering. Det er en langt mere krævende genre som kræver særlige kompetencer og tankegang, og det er svært at sammenligne dem med Online film i almindelighed,” siger Jens Jermiin og fortsætter:

“Så på den ene side vil vi gerne sikre, at interaktive film bedømmes på deres egne præmisser og på den anden side vil vi gerne begejstres over de mange fantastiske film, man kan opleve i den digitale verden. Derfor giver det bedst mening at have det som to kategorier.”