Nej tak til traditionelle hjemmesider. De har karakter af envejs-kommunikation eller underholdning.
Det har været noget af tilgangen i den konkurrence fra Copenhagen Capacity, som design- og brandingbureauet Kontrapunkt har vundet.
Og ifølge Rikke Nalepa Olesen var Copenhagen Capacity helt med på den tankegang. Hun har titel af head of digital brand strategy hos Kontrapunkt.
Copenhagen Capacitys opgave er milliardstor og vigtig: At få danske og udenlandske virksomheder til at investere i hovedstaden. Kernemålgruppen online er internationale virksomheder, som overvejer at udvide eksisterende eller starte nye aktiviteter op i København.
Kontrapunkts opgave i den sammenhæng bliver dels et redesign af Copenhagen Capacity’s nuværende hjemmeside. Dertil kommer nyt CRM- og CMS-system. Samt udvikling af ideer til digitale værktøjer målrettet virksomhedens konsulenter. Organisationen har en målsætning om at “redefinere den digitale dialog med deres målgrupper, kvalificere og optimere leadgenerering samt effektivisere de daglige arbejdsgange blandt konsulenterne”, hedder det i en pressemeddelelse.
Her fremhæver erhvervsfremme-organisationes udviklingsdirektør Kim Bek, at Copenhagen Capacity regner med at få en ny digital platform, der skaber værdi både for kunder og for Copenhagen Capacity selv.
Kontrapunkt samarbejder om opgaven med sin tekniske partner Twins, men har også selv oprustet på det digitale område. Bureauet har nyligt lavet andre hjemmesider, der markedsfører Danmark udadtil, nemlig for det danske EU-formandskab og for Invest in Denmark.