Digitalbureau køber reklamebureau

Peter Engholm
25@mail.dk

Dét var Dråben: En lancering af Arne Jacobsen-stolen åbnede øjnene for synergier mellem et reklamebureau og et digitalbureau. Et samarbejde blev til et partnerskab – og et bureaukøb.

Anders Buchmann, strategisk dir. i reklamebureauet product&me, og Marshoud Dababneh, kreativ dir. og partner i digitalbureauet W20.

Det kun godt ét år gamle reklamebureau product&me har fået en flyvende start, der rummer markante kunder, en flirt og et ægteskab – udtrykt ved, at digital designbureauet W20 har købt product&me.

Målet med partnerskabet er at styrke begge bureauers profil, og derfor fortsætter bureauerne med de nuværende navne.

Product&me kom til verdenen i september 2013, så kom produkterne – i form af kunder som Carlsberg Danmarks tredjepart-portefølje, hvor product&me er lead, Mars Nordics og Fritz Hansen.

Og det var netop Republic of Fritz Hansen og en lancering af Arne Jacobsens ikoniske stol Dråben, der bragte bureauet tættere på W20, for lanceringen rummede også sociale og digitale løsninger:

”Strømmen af opgaver ind i bureauet gjorde, at vi kunne tænke alternative vækstscenarier igennem. Her kom tanken om et partnerskab op at og vende, da vi allerede havde et tæt og komplementerende samarbejde med et digitalt og kreativt designbureau i W20. Tanken blev omsat til handling, og således kunne vi fra den ene dag til den anden både tilføje en stribe kompetente medarbejdere til vores hold samt få digital tyngde helt ind i vores DNA,” siger Anders Buchmann, der er strategisk direktør i product&me.

Han suppleres af kreativ direktør Marshoud Dababneh, der sammen med chefudvikler Mark Ott Nilsen ejer W20:

”Der er faglige og økonomiske årsager til, at vi købte product&me – som på kort tid har fået kendte kundenavne ombord. Vi kan med product&me tilbyde vores kunder noget ekstraordinært inden for det kommercielle og kampagnedrevne, og i stedet for at pingponge om en given kunde har vi samlet det i ét hus – med de stordriftsfordele, det giver.”

Product&me har 4 medarbejdere, mens W20 har 11 – med yderligere 2 på vej. Altså 17 i alt inden så længe.