Digitalt bureau bag nyt værktøj til folkeskolen

FiG

Værktøjet skal gøre det lettere for folkeskole-lærere at sammensætte, planlægge og dele undervisningsforløb.

Meebook er navnet på firmaet bag det online undervisningsværktøj af samme navn, som skal gøre det muligt for undervisere at sammensætte, planlægge og dele undervisningsforløb bestående af forskellige digitale materialer, med elever og kolleger.

Mere end 40.000 elever og lærere bruger i dag Meebook i undervisningen.

Det digitale bureau Konform A/S står bag design og udvikling – men relationerne er tættere end som så. Bl.a. deler Meebook og Konform adresse.

Produktet er aktuelt, eftersom Undervisningsministeriet har afsat en halv milliard kroner til digitalisering af Folkeskolen i perioden 2012-2015.

Det var et krav til Konform, at Meebook skulle fungere både til computer og tablets, da dette er et konkret behov i undervisningen. Derfor har Konform udviklet en app, der gør det muligt at logge på Meebook fra eksempelvis en iPad. På computeren er det ikke nødvendigt at downloade app’en, da Meebook her fungerer som en webbaseret platform, der virker i alle browsere.

Hos Meebooks grundlæggere er det tydeligt, at det har været vigtigt at tilgodese brugerne af undervisningsværktøjet, nemlig lærere og elever, i udviklingen. Derfor er de didaktiske og pædagogiske aspekter tænkt ind i hver detalje, ligesom brugervenlighed er en del af Meebooks DNA.

”Hos Meebook handler det om didaktik fremfor teknik. Vi ønsker at forbedre de digitale muligheder i undervisningen for uddannelsessektoren, og gøre digitaliseringen til en nem og overkommelig proces – både for lærere og elever,” siger Søren Adolph fra Meebook.