Digitale bureauer har i de senere år haft gang i forretningen – det viste f.eks. den seneste opgørelse over markedet i Bureaubiz’ årlige Bureaurapport.
Udfordringen for bureauerne er dog, om de kan konkurrere i takt med, at fokus flytter mere og mere over på indhold frem for teknik.
Det gør aarhusianske No Zebra nu noget ved. Bureauet har oprettet en ny afdeling for kreativ ideudvikling og design og ansat en chef til afdelingen.
Der er tale om Thomas Andersen, som kommer til bureauet fra et job som kreativ chef hos 727. Afdelingen starter med seks medarbejdere.
”Vi oplever en enorm efterspørgsel på kompetencer inden for kreativ ideudvikling og digitalt design, hvor det handler om meget mere end, hvorvidt en knap skal være grøn eller blå. Det rigtige design kan bidrage til at skabe forretningsmæssige resultater og sikre optimal ROI. Netop derfor er designprocessen en utrolig vigtig del af kundens strategiske beslutning,” siger adm. direktør Jesper Holm Joensen, der stiftede No Zebra i 1999 sammen med Nicholai Hindrichsen.
No Zebra forventer at fordoble sin omsætning inden for forretningsområdet kreativ ideudvikling og digitalt design.
”Design bør efter min overbevisning bruges bevidst til at skabe målbare resultater, der kan ses på kundens bundlinje. Design skal ikke skabes blot for designets egen skyld. Hos No Zebra mener vi, at design skal give et konkret udbytte og optimere kundens online forretning,” siger Thomas Andersen.
Det seneste år har været præget af udvikling og store investeringer hos No Zebra. Tidligere på året etablerede bureauet en ny salgsafdeling med det formål at styrke bureauets kundeportefølje. Derudover er der i det forgangne år ansat 11 medarbejdere, der skal understøtte den stigende efterspørgsel hos No Zebra.
Samtidig er bureauets udviklingsafdeling blevet strømlinet, og der er indført den agile udviklingsmetode Scrum som projektstyring, så No Zebra er klar til at imødegå den forventede vækst. Etableringen af den nye designafdeling er det foreløbigt sidste led i virksomhedens umiddelbare udviklingsstrategi.