Digitalt bureau vil være mere end dobbelt så stort om to år

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

2011 var et særdeles godt år for to bureauer med hver sin kernekompetence. Hos det ene er vækstambitionerne meget markante.

De digitale bureauer ser ud til at hugge markedsandele i bureau-markedet, og den tendens bliver yderligere forstærket med de to seneste regnskaber.

Frankly Web og fynske Hedal Kruse Brohus har hver sin kernekompetence – Frankly Web er stærke på film-produktion mens Hedal Kruse Brohus gør sig inden for e-handel – men de har det til fælles, at de i 2011 oplevede markant fremgang. Ikke bare i aktivitet men i endnu højere grad på bundlinjen.

Adm. dir. Frank Thomsen, Frankly Web, karakteriserer i dag bureauet som et moderne digitalt bureau med en bred produkt-palette.

“Det er rigtigt, at vi har en spidskompetence på produktion af film til online-brug, men det udgør ikke mere end 30 pct. af vores omsætning. Film-produktionen har vist sig som en god døråbner for os – bl.a. fordi corporate videoer ofte foregår på et højt niveau i virksomhederne,” siger Frank Thomsen, der kan glæde sig over at have mange store danske koncerner på kundelisten.

“Vi har syv af C20 virksomhederne på vores kundeliste og bl.a. arbejder vi rigtig meget for forskellige dele af Mærsk-koncernen. Men vi har også landet store projekter for virksomheder som Nordea, Toms, Danske Advokater, Arnold Busk, Europcar og Rockwool,” siger Frank Thomsen.

Desuden har bureauet netop vundet et projekt for DSB.

Frank Thomsen fortæller endvidere, at kunderne kan gå op og ned i omsætning – men bureauet har ikke tabt nogen. Så optimismen – og dermed ambitionerne er store.

“Vi har lagt en meget ambitiøs vækstplan. I 2014 skal vi være mere end dobbelt så store målt på både omsætning og bundlinje,” siger Frank Thomsen.

Et af midlerne hedder Peter Svendsen, der hører til Danmarks rigeste bureaufolk. Han har overtaget Steen Halbyes aktier i selskabet og er indtrådt som direktør med særligt fokus på new bizz.

Carsten Kaag har også været med i kredsen omkring Frankly Web – men er nu også helt ude af selskabet.

Hedal Kruse Brohus, der lige som Nørgård Mikkelsen har 3C media i ejerkredsen, nyder godt af, at danske virksomheder i disse år investerer tungt i e-handel.

“Vi lagde for nogle år siden en strategi om, at vi ville være den foretrukne partner for de virkelig ambitiøse e-handelsløsninger. I dag udgør e-handel 13-14 pct., så det er et område i kraftig vækst, og vi ligger lige, hvor vi skal,” siger adm. dir. Lars Hedal og fortsætter:

“Vi arbejder typisk med store projekter, der kræver kompleks styring, og hvor det derfor er vigtigt, at man både kan leve op til en række kvalitetskrav og blive færdige til tiden, fordi virksomhederne har nogle klare omsætningsmål, der skal nås.”

Nøgletal for Frankly Web

  • Bruttoavance 20,844 mio. kr. +37,1 pct.
  • Bruttoavance pr. medarbejder 801.692 kr. +21,3 pct.
  • Lønandel 62,6 (72,4)
  • Resultat af primær drift +4,023 mio. kr. +162,9 pct.

Nøgletal for Hedal Kruse Brohus

  • Bruttoavance 29,304 mio. kr. +30,1 pct.
  • Bruttoavance pr. medarbejder 681.488 kr. +9,0 pct.
  • Lønandel 67,5 (70,1)
  • Resultat af primær drift +5,676 mio. kr. +87,3 pct.