Direktørskifte i Nordisk Film

Peter Engholm
25@mail.dk

Michael Ritto er på vej på jordomrejse med familien – og forlader Nordisk Film. Ny adm. direktør bliver Allan Hansen.

Med virkning fra i dag er Allan Hansen ny adm. direktør for Nordisk Film. Han afløser Michael Ritto, der efter eget valg forlader virksomheden. Efter en jordomrejse med familien vil han fokusere på musik- og entertainment selskabet MBO Group, som Egmont og Michael Ritto ejer i fællesskab.

42-årige Allan Hansen har til næste år 20 års jubilæum i Nordisk Film, hvor han bl.a. har været direktør for Egmont Film og ansvarlig for Nordisk Films spilforretning (herunder PlayStation). De seneste år har Allan Hansen været direktør for Nordisk Films Filmdistribution, der på nordisk plan indkøber, co-producerer, markedsfører og sælger spil og film til biografer, tv-stationer og detailhandlen – en forretningsenhed, der omsætter for over 2 mia. kr.

“Nordisk Film er i dag en moderne medievirksomhed, som står strategisk stærkt i hele Norden. Jeg glæder mig til sammen med alle vores dygtige medarbejdere fortsat at skabe og fortælle gode historier til elektroniske medieplatforme,” siger Allan Hansen i en meddelelse fra Nordisk Film.