Direktør og partner forlader digitalbureau

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Ny på posten som adm. direktør for Adnuvo bliver den kreative direktør.

Adnuvo skifter ud i ledelsen: Mads Wilson, der har været adm. direktør på det digitale bureau siden 2007, er trådt ud af både direktion og bestyrelse.

Ny på posten som adm. direktør bliver partner Tommy Saunte, der samtidig er kreativ direktør og fortsætter som sådan.

Adnuvo – der i seneste regnskab havde en bruttoavance på godt 11 mio. kr. og et overskud på én million – har eksisteret siden 2007, hvor det blev etableret som en fusion af CodeMinistry og Mijoheto.

Af de fem partnere, der var med fra starten, er de fire fortsat tilbage. Ud over Tommy Saunte er der tale om Henning Jørgensen, Christian Andersen og Jon Voetmann.

Sidstnævnte, der er strategisk direktør, siger om Mads Wilsons afgang.

”Der er ikke noget dramatik. Vi er alle – inkl. Mads Wilson – enige om, at han skal stoppe, og at vores veje kommer til at skilles her”.

Jon Voetmann ønsker ikke at oplyse om selve årsagen til Mads Wilsons farvel. Og hovedpersonen selv er ikke meget mere meddelsom:

“Jeg kan bekræfte, at jeg er fratrådt. Jeg er åben for alle muligheder fremover og har ikke besluttet mig for, hvad der skal ske endnu”.

Mads Wilson har iøvrigt en lidt atypisk bureaubaggrund, idet han er uddannet inden for fysik og computervidenskab.