Direktørskifte hos Burson Marsteller

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Maria Sennels vil igen være selvstændig, og bureauet har fundet hendes afløser hos Geelmuyden.kiese.

Når man først har været selvstændig, så kan det krible i en efter at være det igen. Således også for nuværende adm. dir. hos Burson Marsteller, Maria Sennels.

Derfor stopper hun for at starte sit eget – igen.

Hun kom nemlig til Burson Marsteller for halvandet år siden, efter, at hun i 2011 forlod en lang karriere hos netop Burson Marsteller for netop at starte sit eget.

“Burson Marsteller havde en problemstilling, som de bad mig om at hjælpe med, og jeg har altid været rigtig glad for bureauet, Derfor sagde jeg ja. Nu har vi været gennem nogle omfattende forandringer, sporene er lagt, og så synes jeg tiden igen er inde til at blive selvstændig,” siger Maria Sennels.

At bureauet har været gennem en forandringsperiode kunne læses i regnskabet for 2013, der viste et fald i bruttoavance på 27,5 pct. og et overskud, der blev vekslet til et underskud på 2 mio. kr.

Maria Sennels afløser bliver Nikolaj Buchardt, der er fundet hos Geelmuyden.kiese, hvor han var kommerciel direktør. Nikolaj Buchardt er en erfaren kommunikationsmand med erfaring både som aktiv journalist hos DR og fra ledende stillinger hos andre bureauer, som ud over Geelmuyden.kiese tæller Bergsøe 4, Effector og Mannov.

“Jeg er overbevist om, at Burson Marsteller under Nikolajs lederskab vil vokse og ligeledes spille en nøglerolle i udviklingen af vores nordiske tilbud sammen med vores kontorer i Sverige, Norge og Finland,” siger Jeremy Galbraith, der er CEO for bureauets EMEA-region.

Maria Sennels flytter sig lidt længere væk fra kommunikationsverdenen.

“Jeg har i alle årene ud over forandringskommunikation også arbejdet med forretningsudvikling, og det kommer jeg endnu tættere på nu,” siger Maria Sennels og fortsætter:

“Jeg stifter mit eget bureau, men kommer til at indgå et partnerskab med nogle folk, der bl.a. arbejder med køb og salg af virksomheder. Ideen er, at jeg med min baggrund inden for både forandringskommunikation og forretningsudvikling kan hjælpe virksomheder, der står over for store forandringer, et salg eller er blevet opkøbt med at pleje og håndtere deres omdømme. Det indebærer også for nogle virksomheders vedkommende at jeg hjælper med at øge deres værdi til de skal sælges igen. Det bliver utroligt spændende.”