Deducta skifter direktør. Det er faktisk ingen nyhed, for det har digitalbureauet gjort ganske ofte de sidste 15 måneder – faktisk fire gange.
I september sidste år stoppede en af de oprindelige partnere, Steen Enegaard, som adm. direktør efter gensidig aftale. Der skulle for alvor sadles om, efter at Trifina Holding, ejet af tidligere SAS- og ISS-direktør Jørgen Lindegaard, havde købt bureauet i 2010.
Henrik Astrup Sørensen overtog posten som adm. direktør, blot for at stoppe seks måneder senere og give stafetten videre til Peter Møller-Nielsen, der var kommet til bureauet året forinden, og som tidligere havde været hos bl.a. Tryg, Dong og TDC.
Nu stopper så Peter Møller-Nielsen, og ny adm. direktør i Deducta er blevet Morten Lindegaard, advokat og søn af Jørgen Lindegaard.
Men det skal der ikke lægges for meget i, for den daglige leder er Henrik Bondtofte. Forklaringen er denne:
”Peter Møller-Nielsen var interim direktør, indtil vi havde en mere permanent løsning klar. Og det har vi i Henrik Bondtofte. For et år siden købte vi Just-Search, der blev til Deducta Search. Henrik Bondtofte var adm. direktør for Just-Search og er det også for Deducta Search. Og i det daglige – og over for medarbejdere og kunder – er Henrik Bondtofte leder for hele Deducta, altså Deducta Gruppen,” siger Morten Lindegaard.
Han tilføjer:
”Det gælder Deducta, som alle de øvrige selskaber ejet af Trifina Holding; I takt med, at vi finder den rette ledelse, så placerer vi os selv på mindre fremtrædende og mere formelle poster. I dette tilfælde er jeg så adm. direktør for Deducta, som er søster til Deducta Search. Det er nærmest af besparelseshensyn.”
Der kan være god grund til at holde på pengene, for Deducta har alene i Triffinas ejerskab levet en omtumlet tilværelse: Et stort underskud, men dog forventet, i 2010, afløst af stor fremgang i bruttoavancen og et lille overskud i 2011. Men sidste år gik det galt for Deducta: Stort fald i bruttoavancen og et underskud på ca. 5,5 mio. kr.
Search-delen af forretningen har ifølge Jørgen Lindegaard udviklet sig godt i første halvår, mens den traditionelle forretning fortsat havde det svært – men den er trods alt blevet skåret til, lød meldingen i eftersommeren.