Især inden for de seneste fem år har brillemarkedet ændret sig, skriver Berlingske. Det skyldes bl.a. at discountkæden Louis Nielsen har fået godt fat og har øget antallet af butikker fra 50 til 78 i Danmark.
Samtidig har kunderne fokus på pris og det har betydet, at de etablerede spillere har måttet ændre strategi.
Det var Synoptik, der startede trenden med briller solgt på afbetaling og i dag udgør det salg omkring 25 procent i Synoptik.
Også Profiloptik og Louis Nielsen er hoppet med på den vogn. Profiloptik vil ikke ud med, hvor meget, de sælger på afbetaling, men hos konkurrenten Louis Nielsen, mener topchef Mads Nygaard at have en ide om, hvor meget det drejer sig om:
”I Profiloptik er det omtrent 70 procent af kunderne, som køber deres briller på afbetaling. Det kan undre, for det er jo noget som slører priserne”, citeres han for at sige til Berlingske. Og han fortsætter:
”Vi er imod det, fordi vi synes, at det slører priserne, men vi har følt os tvunget til at gå med, fordi der har været efterspørgsel på det, så nu er det omtrent seks til syv procent af vores kunder, som vælger den løsning”.
Prisfokuseringen har også medført andre ændringer, skriver avisen.
F.eks. har Profiloptik reduceret 25 procent i medarbejderstaben samt halveret marketingomkostningerne, mens Synoptik er gået den modsatte vej og har øget deres markedsføring samtidig med, at flere af marketingkronerne er flyttet fra print til de digitale medier (Berlingske Business, p. 12-13).