For små 2 måneder siden fik jeg en hilsen fra min gamle chef, Svend Erik Pedersen, også kendt som Sep – ejer af og chef for Markedsføring gennem flere årtier.
Kære venner.
Så er rejsen snart slut. Sagt uden fortrydelse, det har været en lykkelig tur, ikke mindst takket være jer, der har brolagt vejen med oplevelser og gode minder.
Nu går turen mod ”ingensomheden” som PH skriver om i ”Vers til i dag”. Og som Osvald synger i glansrolle i My Fair Lady…. ”følg mig lidt på vej”.
Tak for turen.
Lige først skulle jeg synke en ekstra gang, for det var en højst usædvanlig og også en trist hilsen at få. Men forbløffelsen lagde sig hurtigt, for når jeg mærkede efter, var jeg egentlig ikke overrasket. Til trods for det triste i hilsenen, så er der også noget lyst over indholdet, og at lige nøjagtig Sep kunne finde på at sende en sådan hilsen og udtrykke sig på den måde, matchede ganske godt mit billede af ham.
Nu er Sep ikke mere. Han døde onsdag 78 år gammel efter længere tids sygdom.
Personligt var Sep meget mere end bare “engang min chef.” Han var den, der blev determinerende for mit liv som journalist.
Men det er også i branchemæssig sammenhæng en markant person, vi tager afsked med. En person som på sin egen nærmest underspillede facon satte et klart aftryk på marketingbranchen igennem flere årtier.
Jeg kom ind i Seps verden i 1987, da jeg blev ansat som redaktionssekretær på Markedsføring. Jeg kom fra et andet fagmediehus, hvor man forholdt sig noget tvivlende over for mit valg af nyt arbejdssted, for det var jo sådan noget med reklame – underforstået det modsatte af journalistik.
Hvad jeg kom til, var et medie med en publicistisk fokuseret chef. Markedsføring var medlemsblad for Dansk Markedsføringsforbund (i dag Dansk Markedsføring), men det var som nævnt ejet af Sep, og han havde en klar fornemmelse for vigtigheden af, at et medie er redaktionelt styret. Han var garanten for, at Markedsføring skrev til læserne – ikke for foreningen – og på den måde blev Markedsføring reelt et enormt aktiv for foreningen.
Det var en redaktion med ambitioner, og det gjorde det til et sjovt job. Samtidig bragte mediets stærke relation til læserne mig ind i en levende og spændende branche, som i mit tilfælde blev til en livslang relation.
Da jeg begyndte på Markedsføring, holdt bladet til i en stor gammel villa i Hellerup. Seps kontor var husets store dagligstue med karnap og store palævinduer.
Han mødte tidligt, og kom man selv ind af døren ved 8-tiden, så ville man finde Sep ved sit skrivebord med en kop kaffe og dagens første cigar.
Det er et af de billeder, der træder frem hos mig, for det indkapsler på sin vis mange sider af Sep. Han var ikke bare arbejdsom, han var også livsnyder, og hos ham var de to ting ikke modsætninger.
Som chefredaktør var han den primære formidler og fortolker af marketingverdenen – Seps bagside på hvert nummer af Markedsføring var en institution – men han var også dybt involveret i Dansk Markedsføringsforbunds aktiviteter. Desuden rummede Specialbladsforlaget ikke kun Markedsføring, men også en række andre udgivelser. Og endelig engagerede han sig i andre aktiviteter, foreninger og bestyrelser. Ferie var for ham at kunne sidde på den daværende spanske ferielejligheds terrasse og nørkle med nogen ting UDEN at blive forstyrret af telefonen (det var selvfølgelig før mobiltelefonens tid).
Han kunne gøre alt, hvad han gjorde og nyde livet samtidig. Når han sad på sit kontor med en kop kaffe og en cigar, så var det en god start på dagen. Han blev engang spurgt, hvor mange han røg, og svaret lød, at det kom an på, om det var en god eller dårlig dag. 4-5 stykker på en dårlig dag. Lidt flere på en god dag.
Antiryge-kampagner var spildt på ham. Han holdt fast i cigarerne lige til det sidste. Jeg havde fornøjelsen af at spise en frokost med ham i slutningen af juni og selvfølgelig blev der tændt en cigar efter frokosten.
Uanset Seps mange forskellige aktiviteter, så var Markedsføring centrum. Det var bladet og foreningen, der definerede ham, og Sep var på mange måde personificeringen af grundideen om, at Dansk Markedsføringsforbund ikke skulle være en brancheforening, men en forening der samlede folk om faget på tværs af treenigheden marketing, bureauer og medier.
Han havde et guldrandet netværk i alle tre dele af branchen, og han styrede bladet ud fra grundideen.
Indholdet skulle samlet repræsentere bredden, og en god forside skulle have både en god mediehistorie, en god bureauhistorie og en god marketinghistorie.
Samtidig med at han var garanten for et redaktionelt styret medlemsblad, var han også en garant for, at mediet skulle hænge sammen med foreningen, og på mange måder spillede han rollen som foreningens konstant.
Bestyrelsesformænd og -medlemmer kom og gik – Sep var der altid – og der er dem, der mener, at foreningen ikke havde eksisteret i dag, havde det ikke været for Sep.
Selv om Sep havde sine klare meninger, så var han som person ikke den, der stillede sig op på en ølkasse og udpegede retningen. Han havde sin egen stilfærdige og tilbagetrukne facon. I en branche med mange udadreagerende og kommunikerende mennesker, var han stoikeren, der lod debatterne udfolde sig for så stilfærdig at skubbe på udviklingen i den ønskede retning.
Han valgte at trække sig i 2002 ved at overdrage Markedsføring til Dansk Markedsføringsforbund. På det tidspunkt havde han bestyret branchens blad i mere end 30 år, og selv om han ikke kæmpede imod digitaliseringen, så havde han også en klar fornemmelse af, at han ikke skulle være en del af den fremtid.
Sep var et inkarneret printmenneske, og den digitale verdens støjniveau og hurtighed var langt væk fra alt, hvad han havde stået for: det eftertænksomme medie, hvor ambitionen var at skabe en helstøbt og gennemtænkt udgivelse, som folk kunne fordybe sig i.
Det var den verden, jeg kom ind i, da jeg begyndte hos Sep i 1987, og selv om jeg godt ved, det er en svunden tid – og jeg endda selv blev 100 pct. digital, da jeg startede Bureaubiz – så bliver jeg ramt af vemod, når jeg tænker tilbage og på billedet af Sep på kontoret med en kop kaffe og en cigar. Eller når han kom traskende op af trappen til tegnestuen – stadig med en cigar – for at underkaste det færdig lay-outede blad (fotosats monteret på lay-out ark) et sidste kvalitetscheck, før det blev afsendt til trykkeriet.
Han fandt altid en stavefejl eller to, som måtte rettes ved at snitte nogle bogstaver ud af noget gammel fotosats.
Til tider var det ufatteligt irriterende, men det var sådan det var. Og – helt ærligt – det var jo blot et udtryk for ambitionen om at gøre produktet så færdigt og godt som muligt.
Der fulgte noget rødvin med hilsenen fra Sep. I aften vil jeg åbne en af flaskerne og ”følge Sep lidt på vejen”.
Selv tak for turen
Æret være hans minde.
