Frank Vilstrup har sagt farvel til sit job som Vice President/Marketingdirektør hos Dong Energy. Nyheden kommer samtidig med, at Dong i går varslede fyringer af op til 400 medarbejdere – men der er ingen sammenhæng mellem de to nyheder.
Frank Vilstrups afgang skyldes en organisatorisk ændring i afdelingen for Customer & Markets, der i foråret fik Morten Buchgreitz som øverste chef.
“Vi samler koncernens marketing, kampagneudvikling og anden betalt markedsføring sammen med andre kundevendte aktiviteter i en ny B2C-division, som ledes af Vice President Louise Hahn,” forklarer Senior Press Officer, Morten Kidal.
Frank Vilstrup siger, at hans afgang sker uden dramatik.
“Der er gennemført en ændring, hvor de områder, jeg har arbejdet med, er flyttet andre steder i organisationen. Jeg forstår ændringerne og er enig i dem – men det efterlader et job, som ikke er interessant for mig. Så vil jeg hellere søge nye udfordringer, og derfor har vi aftalt, at jeg stopper,” siger Frank Vilstrup, som lige nu forholder sig meget åben til, hvad fremtiden kommer til at byde på.
Han kom til Dong fra et job som marketingdirektør hos internet-firmaet Bullguard og har desuden en fortid både i bureauverdenen (DDB) og televerdenen (TDC).