Måske er han en dommedagsprofet. Måske siger han blot det, som de fleste godt ved, men som er så træls at skulle beskæftige sig med, at man skubber det fra sig. Ignorerer tegnene der siger noget om fremtiden og finder i stedet alle de informationer i tiden der er gået, som kan bruges som argument mod den nagende frygt for krisen.
Sikkert og vist er det, at usikkerheden lige nu er så stor, at ingen kan vide præcist, hvad der kommer til at ske. Men Steffen Lüders, hovedaktionær i Danmarks største pr-bureau GCI Mannov, er ikke i tvivl.
Og han vil godt sige det offentligt.
2009 bliver et meget hårdt år.
“Lige nu er det finanskrisen, der trækker de store overskrifter, mens store dele af det øvrige samfund kører videre som intet var hændt. Men man skal ikke tage fejl. Vi kommer til at mærke det over alt i samfundsøkonomien og i virksomhederne, og 2009 bliver et meget hårdt år. Hvis man skal sammenligne, er effekterne af den nuværende krise en flodbølge, hvor dot-com bølgens endeligt var en krusning på overfladen. Kommunikationsbranchen er bare ikke ramt af den fulde effekt nu. Men det kommer”, siger Steffen Lüders.
Hans sammenligning med dot-com bølgen er ikke uden fundament. Man taler lige i øjeblikket om den værste bankkrise i 100 år, og alvoren kan f.eks. ses ud af det forhold, at de amerikanske politikere midt i et valgår har følt sig tvunget til at vedtage en upopulær lov om at bruge 3600 mia. kr. på at hjælpe bankerne. Alternativet ville være en nedsmeltning af aktiemarkederne på et niveau, der ville ligne krakket i 1929 – et krak der som bekendt førte til den store depression i 30’erne.
På den hjemlige arena bød week-enden på en redningsplan til over 30 mia. kr., der skal sikre tilliden til bank-sektoren. Desuden kunne man i Politiken læse om en analyse fra Synnovate, der viste er markant fald i forbrugertilliden.
Ejendomsmarkedet har længe været i en dårlig forfatning, og diverse matadorer og spekulanter falder på stribe i øjeblikket.
Desuden kan nævnes, at en analyse blandt europæiske indkøbschefer der viste en markant negativ udvikling (refereret i Børsen).
Der er således masser af argumenter for Steffen Lüders påstand. Men hvordan tror han så, det kommer til at gå for kommunikationsbranchen?
“Den finansielle krise vil blive afløst af en erhvervs- og forbrugermæssig tilbagegang, der vil vare i adskillige år. Når virksomheder har sværere ved at få afsat deres varer, fordi forbrugerne har færre penge mellem hænderne og er mere forsigtige, så vil det have en betydelig effekt på virksomhedernes investeringer i markedsføring, reklame og til dels også PR, siger Steffen Lüders, der således er relativt optimistisk indstillet på sit eget bureaus vegne.
Han tror således at mediebureauerne vil blive hårdest ramt, derefter reklamebureauerne og mens det vil gå mindst ud over PR-bureauerne
“Det siger jeg ikke, fordi jeg selv er i PR-branchen, men fordi det er helt åbenbart logisk, at det er sådan. PR-bureauerne er typisk bedre stillede i nedgangstider end reklame og mediebureauer, fordi mange af dem har meget forskellige produkter på hylder, både i forhold til interne og ekstern kommunikation. Og særligt de bureauer, der er stærke på forandringsledelse og forandringskommunikation, burde få masser at lave. Det er i hvert fald det, vi håber på i GCI Mannov”, siger Steffen Lüders og peger på, at en krise også vil skabe et udskilningsløb.
“Nedgangen vil ikke ramme alle. De bureauer, der forstår at omstille sig og se mulighederne i krisen, og de bureauer, der ikke er særlig konjunkturafhængige, vil slippe bedst igennem. I GCI Mannov har vi været forberedt på krisen i næsten et år, og vi er parate til at forsøge at bruge den til at vokse og udvikle os. Jeg ved selvfølgelig ikke, om det vil lykkes for os, men det er målsætningen. Da andre var ramt af Dot-com ballonens endeligt, voksede vi med 25%. Det gør vi nok ikke denne gang, men vi vil gøre et forsøg på det”, siger Steffen Lüders.