Driftig ung online-mand meldt til politiet

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Forbrugerombudsmanden skærper indsatsen mod abonnements-fælder, og det har rettet fokus på en ung mand, der tidligere har tjent en formue på at sælge et selskab til Guava.

Tim Møllegaard er en driftig ung mand. Men nogen vil nok mene, at han er lidt for driftig, og Forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen lader ikke til at være blandt hans fans.

I hvert fald meldte hun i går flere selskaber til politiet, og Tim Møllegaard er involveret.

Tim Møllegaard blev omtalt på Bureaubiz i foråret 2011, da vi kunne fortælle, at den dengang 29-årige havde tjent en formue på at sælge MM Medier til Guava. Men nu startede han så for sig selv igen med selskabet Orville Media.

Her pralede han med omfattende aktiviteter inden for e-mail marketing – så omfattende, at det kunne give mindelser om spam. Men det afviste Tim Møllegaard:

“Vi overholder reglerne og har altid gjort det – også nu, hvor de er blevet strammet. Vi er ikke interesseret i at sende en masse mails ud til nogen, der ikke er interesseret i at modtage dem, og bl.a. har vi selv styrket frameldelsesmulighederne i mailsene,” sagde Tim Møllegaard til Bureaubiz.

I går blev Orville Media – som i januar skiftede navn til We Love Leads – så anmeldt til politiet af Forbrugerombudsmanden i forbindelse med en skærpet indsats mod abonnementsfælder. Anmeldelsen gælder ikke kun en overtrædelse af markedsføringsloven. Christina Toftegaard Nielsen vil have undersøgt, om der også er sket en overtrædelse af straffeloven.

En abonnementsfælde beskrives som et usædvanligt godt tilbud på nettet, som forbrugeren kan få ved at betale et lille beløb, ofte mellem 1 og 50 kr. Enten fremgår det slet ikke eller kun med småt, at man med betalingen af det lille beløb også tegner et abonnement.

Efterfølgende benytter virksomheden forbrugerens betalingskortoplysninger til at trække flere hundrede kroner hver måned. Forbrugerombudsmanden har konstateret månedlige trækninger på op til 699 kr.

Ialt 7 selskaber er blevet anmeldt fordelt på fire sagskomplekser. Det gælder:

  • Orville A/S (nu We Love Leads), Storage4you ApS, EULM IVS og Mr. Intent ApS
  • Den Ekstra Ingrediens/Members Market
  • A&R Communication IVS
  • EM Arctic ApS

Tim Møllegaard står ud over Orville/We Love Leads bag Storage4you og EULM IVS. Men der er også relationer til en af de andre anmeldte.

I ejerkredsen bag Orville/We Love Leads finder man også EM Medier, som er søsterselskab til EM Arctic.

Selskaberne ejes af EM Group Holding, der ejes af Martin Bjørn Thomsen og Esben Frederik Wellendorf. EM Arctic er hjemmehørende i Grønland og blev i starten af 2014 kendt for en kampagne for bleer, der i sit koncept ligner de beskrevne abonnementsfælder.

I Orville/We Love Leads ejerkreds finder man også Jonas Reeh Petersens og Morten Petersens selskaber. De står bag Starfly Media, der lige som Orville/We Love Leads har fået negative anmeldelser på Trustpilot, hvor de bliver kaldt for spam.

Googler man Orville, så viser det sig, at selskabet igennem årene har været involveret i flere sager, som har nået medierne. I 2015 blev det f.eks. til en bøde på 190.000 kr. for vildledende markedsføring.

Forbrugerombudsmanden mener, der kan være mange penge i abonnementsfælderne. Hvis der er det, så gemmer Tim Møllegaard dem, for Orville/We Love Media ligner ikke just en guldgrube. I hvert fald kom man ud af 2015 med et markant fald i bruttofortjeneste fra godt 9 mio. kr. til godt 5 mio. kr. og et underskud før skat på næsten 4 mio. kr.