Drøje hug til CBS-rapport om tilbudsaviser

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

De verbale hug faldt ved præsentationen af årets reklameforbrugsundersøgelse. Samtidig har Coop netop forlænget en samarbejdsaftale om 240 mio. tilbudsaviser med Republica. Det er fortsat et effektivt medie.

Nok falder anvendelsen af tilbudsaviser. Men de fylder fortsat så meget, at det er uden mening at forudsige, at tilbudsaviserne er væk i 2015, som CBS har gjort i en ny rapport, og Ole E. Andersen kunne dog ikke dy sig for at levere drøje hug, da den årlige reklameforbrugsundersøgelse blev præsenteret i dag.

”Tilbudsaviserne toppede i 2007 og 2008 og omsætte for ca. 3,1 mia. kr. begge år. Men i 2012  var beløbet på næsten 2,4 mia. kr. Dén kolonne forsvinder ikke på to år – tilbudsaviserne vil ikke uddø på så kort tid. Man må græmmes over, at CBS vil lægge ryg til den slags forudsigelser,” siger Ole E. Andersen.

Samtidig har Coop netop offentliggjort, at man har forlænget sin samarbejdsaftale med Reublica om produktionen af 240 mio. tilbudsaviser om året. Og heller ikke her finder man opbakning til CBS-rapporten.

Selv om der i ordene fra Coop også varsles en fortsat udvikling af nye distributionsformer, så efterlades der ingen tvivl om den fortsatte betydning af tilbudsavisen.

”Tilbudsaviserne er under forandring, men deres betydning for kundernes indkøb er uformindsket,” siger food direktør Jens Visholm, Coop.

Samtidig kan han dog fortælle, at der sker en udvikling i anvendelsen af andre distributionsformer.

”Vores kæder arbejder i stigende omfang med tilbudsmarkedsføring på andre platforme end den trykte. Derfor er det vigtigt for os at arbejde med et bureau, der har den dybe erfaring både med nye digitale kommunikationsformer og med de trykte aviser, som stadig er de mest læste og anvendte medier i Danmark,” siger Jens Visholm.

Adm. direktør Kenneth Pedersen, Republica konstaterer, at man skal passe på med at bygge en polarisering op. Diskussionen om tilbudsaviserne handler ikke om enten/eller men om både/og.

“Man skal være blind og døv for ikke at have opdaget, at der sker en udvikling i distributionen af tilbud. Og der er da også sket et skift hos detailhandlere. Udviklingen af nye digitale distributionsformer er klart på dagsordenen,” siger Kenneth Pedersen og fortsætter:

“Men den trykte tilbudsavis er fortsat populær og meget effektiv. Når der er 28 pct., der har et Nej Tak skilt på, så betyder det, at der er 72 pct., der modtager, og der er langt ned til et punkt, hvor det ikke kan betale sig at distribuere. Man kan sige det kort – den trykte tilbudsavis forsvinder først, når den ikke virker mere, eller der er noget andet, der virker meget bedre. Personligt tror jeg, at det bliver et både/og i en del år frem.”

Aftalen mellem Coop og Republica gælder kæderne Kvickly, SuperBrugsen, Fakta og Irma – ialt 240 millioner tilbudsaviser om året.