David Droga er det menneske i verden, der har vundet flest priser til Cannes Lions igennem tiderne. Siden han vandt sin første løve som 19-årig, har han opnået mere end 70 Guldløver og 15 Grand Prix/Titanium Løver.
Og i år kan Droga, der er 48 år gammel, sætte endnu et Cannes-hak i bæltet, når han anderkendes med Cannes Lions årlige ærespris – Lion of St Mark.
Managing director for Cannes Lions, Jose Papa, fortæller, hvad der skal til for at vinde æresprisen:
‘Lion of St. Mark anerkender en person der har lavet et signifikant og fremragende bidrag til kreativiteten i vores industri. Denne persons drive, passion og ubegrænsede kreative evner har ført til kontinuerligt prisvindende resultater – og sat en global standard”.
Selv siger David Droga om Cannes-anerkendelsen:
“Jeg har arbejdet med flere talentfulde mennesker og haft flere muligheder end én kreativ person fortjener. Æren i at vinde The Lion of St. Mark overstiger mine vildeste ambitioner. Det er utroligt at blive anerkendt på denne måde, når du stadig føler, at du har meget mere at gøre og bevise. Men jeg vil tage prisen til mig med stolthed og ydmyghed.”

Droga i glimt
David Bjorn Droga kom til verden i 1968 i Perisher Valley i New South Wales i Australien. Davids far var en jødisk forretningsmand og hans mor var en dansk hippie, der havde forelsket sig på en rejse down under.
Droga voksede op på et australsk skisportssted – og hans første store drøm var at rejse verden rundt som ski-instruktør.
Ski-drømmen ændrede sig dog hurtigt, da den unge Droga fik sin første kontakt med reklameverdenen som teenager. Han stilling var som postdreng, allernederst i rangordenen, hos Grey Advertising i Sydney.
Der opstod dog skrivekløe i Drogas fingre, når han passerede de kreative på bureauets skriveborde og så arbejder, som han selv mente, at han kunne gøre bedre.
Efter endt uddannelse på Australian Writer & Art Directors School i 1993, blev Droga straks tilbudt et job og endte hurtigt hos start-up’en Omon, hvor han avancerede til creative director efter tre år, blot 22 år gammel.
Efter en tid hos Omon flyttede Droga til Singapore for at blive executive creative director hos Saatchi & Saatchi Singapore – samt regional creative director for Saatchi i hele Asien.
Som 29-årig blev Droga forfremmet til executive creative director hos Saatchi & Saatchi i London – og under Drogas ledelse vandt bureauet Agency of the Year til Cannes Lions i 2002.
Året efter skiftede Droga London ud med New York, og der blev han den første worldwide chief creative officer hos Publicis Network i ‘det store æble’. Droga formåede på to år at give Publicis Network både en kreativ og forretningsmæssig renæssance.
Droga var dog med tiden blevet træt af at vækste andres forretninger. Derfor kvittede han sin stilling hos Publicis Network for at gå solo og skabe sit eget bureau. Droga5 blev etableret i New York i 2006 med et beskedent kontor på Lafayette Street.
I de 11 år der er gået, siden etableringen af Droga5, har bureauet nydt massiv succes med deres ofte progressive arbejder og er i dag et af verdens mest velrenommerede og respekterede bureauer.
Dette understreges bla. ved at Droga5 i 2015 og 2016 har vundet Cannes Lions Independent Agency of the Year-prisen.
Droga5 anno 2017 har 600 ansatte og har til huse på otte etager på Wall Street.
Kreative aspirationer
Davis Droga har altid stræbt efter at gøre tingene anderledes og udfordre de traditionelle rammer inden for reklame.
“Jeg er blevet besat af at producere arbejder, der ikke nødvendigvis starter ud fra en fast skabelon”, har han udtalt til Creativity.
Men selvom Droga kan lide at være innovativ og udfordre det bestående, så er han også bevidst om hvor han kommer fra:
“Jeg elsker traditionel reklame og det er den slags reklame, som jeg har bygget min karriere på. Jeg synes det (traditionel reklame) er en mulighed, men ikke den eneste mulighed.”
Droga5 højdepunkter
Selvom David Droga, ifølge Adweek, er en mand, der ikke er vild med at kigge bagud, så har Bureaubiz kigget hans bureau over skulderen og fremhævet tre Droga5-kampagner, der på hver sin måde har tegnet Drogas bureau de sidste 11 år.
Et af Droga5’s allerførste projekter var en kampagne som skulle vise sig at blive en slags pejlemærke for det ofte banebrydende arbejde som Droga5 ville blive kendt for i det efterfølgende ti år.
Projektet gik ud på at give tøjmærket Ecko graffiti-inspireret street-credibility.
Bureauets løsning på udfordringen var at leje et Boing 747 fly og få det ind på Andrews Air Force Base (hvor Air Force One ofte står, red.) og ‘tagge’ det for rullende kameraer – og få folk til at tro, at det vitterlig var den daværende præsidents fly, der blev malet på.
Du kan se filmen her:
Du kan se casevideoen bag kampagnen her.
Også arbejde for sportsmærket Under Armour skabte Droga5 stor anerkendelse.
I 2014-kampagnen for Under Armours kvindelinie, I Will What I Want, placerede bureauet supermodellen Gisele Bundchen i en højst overraskende setting. En boksering.
Se kampagnevideoen her:
I Will What I Want-kampagnen indbragte Droga5 et hav af priser og var ifølge Ad Age’s 2015 Awards Report den tredie mest vindende kampagne i 2014.
En tredie succes-kampagne, der også tegner det New York-baserede bureau, er en mere nuttet en af slagsen.
Reklamefilmen bag Android-kampagnen ‘Friends Furever’ er af flere medier blevet døbt ‘The cutest spot ever’ og var den mest delte video i 2015 med 6.587.498 delinger.
Se om du også får pels på hjertet af dyrevennevideoen, som du kan se her:
https://youtu.be/vnVuqfXohxc
Lige siden stiftelsen i 2006 har Droga5 holdt sig på toppen og en årlig vækst tegner sit eget tydelige sprog: Der har ikke været lavere vækst end 34 procent.
Løve-overrækkelsen
David Droga får overrakt Lion of St. Mark-prisen til Cannes Lions Festival Awards ceremony lørdag den 24. juni. Dagen før vil han være taler på Cannes Lions stage.
Tidligere Lion of St Mark vindere:
2016: Marcello Serpa, tidligere partner, AlmapBBDO
2015: Bob Greenberg, founder, chairman og chief executive, R/GA
2014: Joe Pytka, director, PYTKA
2013: Lee Clow, chairman, TBWA\Media Arts Lab, og director of Media Arts, TBWA\Worldwide
2012: Dan Wieden, co-founder og global executive creative director, Wieden & Kennedy
2011: Sir John Hegarty, worldwide creative director and founder, Bartle Bogle Hegarty