DRRB kritiserer regeringen

Peter Engholm
25@mail.dk

Regeringen agter at forbyde product placement – igen. Det klinger hult, når man vil sælge Danmark som kreativ nation, mener DRRB, der gerne medvirker til en gang genopfriskning af begreber.

”Skal vi ikke lige få styr på begreberne – skjult reklame er ikke det samme som product placement. Skjult reklame er et begreb, der reguleres i markedsføringsloven og det er ulovligt. Det er product placement ikke.”

Så tydeligt stiller DRRB tingene op, fordi foreningen fra politisk side ser en kedelig tendens til, at product placement sidestilles med skjult reklame. DRRB finder det imidlertid meget vigtigt, at begreberne ikke blandes sammen.

Skjult reklame er kendetegnet ved, at reklamen – som navnet antyder – skjules for forbrugeren. I sådanne tilfælde vil modtagerne af reklamerne ikke have paraderne oppe og ikke vide, at de bliver udsat for reklame. Derfor er skjult reklame ulovligt og – understreger DRRB – ikke noget, foreningen på nogen måde bifalder. Der slås da også hårdt ned på det, fordi bestemmelsen om skjult reklame i markedsføringsloven er en strafbelagt bestemmelse. 

Product placement derimod er fuldt lovligt i Danmark og en anerkendt markedsføringsform, der ikke kan sidestilles med skjult reklame. Product placement er reguleret via både Radio- og TV-lovgivningen og markedsføringsloven. For begge love og deres forarbejder gælder, at produkt placement i film tillades, hvis det fremgår af rulleteksterne før eller efter filmen, at der har været anvendt produkter. Det er altså, fremhæver DRRB, en meget vigtig præmis, at product placement altid skal fremgå af rulleteksterne og dermed ikke er skjult for seerne.

Selv hvis product placement ikke var lovligt, ville der stadig være behov for at vise produkter i spillefilm, for at kunne afspejle hverdagslivet i filmen. Derfor er det faktisk endnu bedre, at der er åbenhed om produkterne, frem for at der ikke er det. Samtidig er det gode ved det, at det giver penge til filmproduktion, der kun kan være med til at højne niveauet.

Hos DRRB har den nytiltrådte direktør, Tine Aurvig-Huggenberger, svært ved at forstå, at politikerne blander begreberne – og reelt skader den branche, man ellers fremhæver:

”Det er mig ubegribeligt, at regeringen vil rulle reglerne tilbage til 2011 og forbyde product placement igen. Product placement udgør ikke et problem i praksis, og et forbud vil skade dansk erhvervsliv og stille danske produktioner ringere end udenlandske. Det er nu også sådan, at Danmark ikke er et lukket land, så vi bliver alle eksponeret for product placement, når vi ser udenlandske film og serier. Det klinger også lidt hult, at man på den ene side vil sælge Danmark ind som en kreativ nation, der gerne skal have en større andel af den globale vækst og på den anden side vil forbyde product placement.”