DAGENS MEDIA: Forbrugerne er blevet meget sværere at nå i den digitale tidsalder. De har brudt kendte mønstre op og revet mure ned, og den vej bliver bureauer og marketing-folk også nødt til at gå.
“Open beats closed”, lød et af de markante budskaber fra det hollandske bureau, Strawberry Frog, da 70 danske bureaudirektører i sidste uge tog til Amsterdam for at deltage i det årlige bureaulederseminar i Danske Reklame- og Relationsbureauers Brancheforening (DRRB).
Strawberry Frog arbejder med et koncept, hvor man har en lille fast stab og så samarbejder med en række forskellige kompetencer over alt i verden, og den administrerende direktør, Brian Elliott var ikke i tvivl om, at fremtiden byder på større åbenhed i tilgangen til opgaverne.
Seminaret var henlagt til den hollandske hovedstad, dels fordi man her finder en række bureauer med spændende bud på, hvordan man skal agere i integrationens og digitaliseringens tidsalder, og dels fordi det hollandske marked ligner det danske mere end f.eks. det store engelske reklamemarked.
De 70 direktører kom ikke hjem med svaret – for det eksisterer formodentlig ikke. Den digitale verden er ukontrollabel og uforudsigelig.
Men de kom hjem med en antydning af en afklaring. Dels skal man lade være med at lade sig forvirre af den megen hype omkring de nye teknologier. Behovet for forbrugerindsigt og kreativt idearbejde – bureauernes kernekompetence – er ikke ved at forsvinde. Måske snarere tværtimod.
Og så bliver der behov for at arbejde i meget mere åbne strukturer.
“Vi ser os traditionelt opdelt i kompetencer, og det vil vi ikke nødvendigvis ophøre med. Men den skarpe opdeling, vi indtil nu har oplevet, kan jeg ikke mere genfinde i den digitale verden. Forbrugerne river murene ned, og vi oplever en uhørt fragmentering på alle områder. Bureau- og marketingverdenen bliver også nødt til at lære betydningen af open source. Vi er på vej, men vi har ikke forstået det godt nok endnu. Konsekvensen er, at man frem for at søge at beskytte sine rettigheder og derved øge sine indtægter, skal blive meget skarpere på at prissætte sine egne kompetencer og det bidrag, de giver til værdiskabelsen. Der vil stadig være nogen, der har lead-rollen eller et integrations-ansvar, og det skal honoreres, men det bliver mere og mere nødvendigt at inddrage andre med stærkere kompetencer i processen, og dem skal man åbne op over for frem for at søge at indtægtsmaksimere på dem”, siger DRRB’s formand Jan Olsen til Børsen i dag.