Panik? DSB opsiger helt nyt samarbejde med PR-bureau

Peter Engholm
25@mail.dk

I november indgik DSB et samarbejde med et andet PR-bureau end Waterfront. Nu opsiges samarbejdet før det rigtig er kommet i gang. Bureauet ærgrer sig.

Sagen om DSB og det betændte samarbejde med Waterfront har taget en ny drejning. Fredag morgen meddelte DSB, at man opsiger ”aftaler om samfundsrådgivning.”

Opsigelserne sker efter, at det er kommer frem, at Waterfront ” har foretaget politiske vurderinger, der går udover, hvad DSB har ønske om”, skriver DSB.

At Waterfront er fyret, kommer måske ikke som den store overraskelse – mere usædvanligt er det, at et andet PR-bureau også har fået opsagt sin aftale om samfundsrådgivning til DSB. Og det endda før en blot to måneder gammel aftale kunne nå at træde i kraft for alvor.

Det drejer sig om Gunbak, og til Bureaubiz siger ejeren Svend Gunbak:

”Jeg indgik i november en årskontrakt med DSB med henblik på samfundsrådgivning i 2013. Det er selvfølgelig ærgerligt, at kontrakten er opsagt, førend vi rigtigt er kommet i gang.”

Aftalerne lød på 960.000 kr. for hhv. Waterfront og Gunbak, svarende til en fast pris på 80.000 kr. om måneden pr. bureau. Det betød ved samme lejlighed en reducering af det hidtidige samarbejde med Waterfront, der i en 4-5 årig periode har løst opgaver for DSB til en samlet værdi af 6,9 mio. kr.

DSB begrunder opsigelsen af begge aftaler med, at man ”ønsker at fjerne enhver tvivl om, at man tager afstand fra de metoder, der er beskrevet i medierne de sidste dage”.

Rådgiver og partner i PR-bureauet Kreab Gavin Anderson, Jens F. Kofoed, finder umiddelbart opsigelserne usædvanlige:

”Havde jeg været i DSBs sted, ville jeg have fastholdt at indstille samarbejdet, så længe advokat-undersøgelsen står på – og dermed stille både medarbejdere og bureau lige. At de så vælger at opsige aftaler med ikke bare ét, men to bureauer – hvoraf det andet samarbejde er helt nyt - tror jeg skyldes, at man vil fjerne benzin fra et PR-bål af en skandale, der brænder lystigt i forvejen. Det sidste, DSB har brug for, er, at der går føljeton i skandalen.”

En optælling på DSBs hjemmeside viser en kommunikationsafdeling på 16 personer, ekskl. redaktionen på Ud & Se. Skulle det så – med så mange kommunikationsfolk fastansat – være nødvendigt med rådgivning udefra? Det kan det sagtens være, mener Steffen Lüders, der er arbejdende bestyrelsesformand hos Mannov:

”Der er hverken noget mærkeligt eller odiøst over, at koncerner som DSB har brug for specialrådgivning – og køber den ude i byen. Det giver mulighed for let at skalere op eller ned, uden at skulle tænke på månedslønninger og pension,” siger Steffen Lüders, der heller ikke studser over beløbets størrelse på den førnævnte ”samfundsrådgivning”.