E-handel skaber optimisme

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Brancheklip: Virksomheder, der har en stor omsætning via e-handel, tror mere på vækst i den nærmeste fremtid.

De virksomheder, der har en stor omsætning via e-handel, tror mere på vækst i den nærmeste fremtid end virksomheder, der ikke sælger så meget over nettet.

Det viser en ny undersøgelse fra DI handel foretaget af Jysk Analyse.

Samtidig viser undersøgelsen at hvis omsætningen i stigende grad udgøres af net-handel, så har det en positiv effekt på produktiviteten i de enkelte virksomheder.

Lars William Wesch, direktør i DI Handel, siger til Børsen, at undersøgelsen viser, at nogle af de handelsvirksomheder, der er kommet langt med e-handel, generelt klarer sig godt og er kommet rimeligt igennem krisen.

En af de virksomheder er Saint-Gobain, der står bag VVS-grossistkæden Brødrene Dahl og trælasthandelskæden Optimera.

De har gode erfaringer med e-handel i et marked, der ellers er præget af håndværkere som selv foretrækker at køre ned til den lokale trælasthandel eller VVS-grossist for at se og føle på varerne.

”Men finanskrisen har betydet, at mange af de mindre håndværkerfirmaer er begyndt at se på omkostningerne ved at have personale til at sidde i løbet af dagen og bestille varer hjem, når det i dag er muligt for håndværkene selv at stå ude på byggepladsen og bestille varerne fra en smartphone”, siger e-handelschef hos Saint Gobain Distribution Denmark, Christian Agger til Børsen.

Saint-Gobain Distributions e-handelsomsætning, der i dag udgør 12,5 procent, kan stadig øges mener Christian Agger, i det e-handlen på VVS-omsætningen alene udgør 20-30 procent, mens der på trælastområdet endnu ikke er den store e-handelsomsætning.

Lars William Wesch fra DI Handel, mener, at der generelt er et stort potentiale for e-handel i en sektor, der omsætter for 600 mia. kroner i Danmark og beskæftiger 150.000 medarbejdere (Børsen Digital, p. 7).