e-Types kom stærkt ud af 2011

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Fire designbureauer gav tre med fremgang og et med tilbagegang. e-Types placerer sig blandt de bedste.

Designbureauerne har som gruppe klaret sig bedre end gennemsnittet for alle bureauer i 2011 – og blandt designbureauerne hører e-Types til dem, der har klaret sig aller bedst.

Derimod måtte Kontrapunkt notere et mindre godt år, mens både Scandinavian Designlab og Hatch & Bloom kom ud af året med fremgang.

e-Types har dog ikke forplantet den markante fremgang i bruttoavance tilsvarende på bundlinjen. F.eks. er bruttoavancen pr. medarbejder faldet en smule.

Det hænger sammen med flere ting – bl.a. er bureauet ved at opbygge flere forskellige virksomheder i form af India, der arbejder mere grundlæggende end e-Types selv med grafisk design og produktion, samt Playtype, der sælger skrifttyper og skrifttyperelaterede produkter.

India er vokset meget og er måske ‘normaliseret’ en anelse i forhold til de første år, hvor folk arbejdede dag og nat. De arbejder stadig rigtig meget, men på et mere rimeligt niveau, så omsætningen er spredt ud på lidt flere skuldre,” siger Søren Skafte Overgaard, der er direktør for holding-selskabet e-Types Group, og fortsætter:

“Vi har valgt at satse og investere i flere forskellige ting: skabe adgang på det indiske marked, opbygge en digital afdeling og så en ret stor satsning på Playtype, hvilket også har givet et ressourcetræk på e-Types i forhold til at få det hele etableret.”

Kontrapunkt er et af landets store designbureauer, og her havde man et noget svingende år. Bundlinjen er påvirket af udgifter til omstruktureringer og flytning, og toplinien er påvirket af store omsætningsudsving hen over året med nedgang i 2. og 3. kvartal.

“Værd at nævne i denne sammenhæng er nok, at resultatet i første kvartal 2012 har været det bedste i vores 26 årige historie. Dette skyldes både en fornuftig ordretilgang i alle vores forretningsområder men også, at vi nu begynder at høste gevinsten af sidste års omstruktureringer,” siger direktør og senior partner, Thomas Gamst.

Hos Hatch & Bloom ligger den langt største fremgang på personaleomkostningerne, og det ses på bundlinjen, der rummer et markant fald.

“Vi er en videnstung virksomhed, og når man henter nye seniorkompetencer ind, så er der en indkøringstid. Derfor var vores forventning, at året vil være omkring et 0-resultat,” siger adm. dir. Michael Keissner og fortsætter:

“Men selvfølgelig skal investeringerne vise sig i 2012, og at dømme på 1. halvår, så bliver det også tilfældet. Derfor er vi fortrøstningsfulde.”

Hatch & Bloom hentede sidste år Kasper Lynge ind fra Legos inhouse bureau som ny bureauchef, men han har forladt bureauet igen. I stedet har man en anden struktur, hvor senior-medarbejdere har overtaget forskellige dele af ansvaret.

Som rosinen i pølseenden har Scandinavian Designlab også indleveret regnskab – og vel og mære et særdeles godt et af slagsen.

Dermed kan bureauet fejre fremgangen fra 2010 med en endnu større fremgang i 2011. Specielt bundlinjen er styrket – den er næsten firedoblet.

Nøgletal for e-Types

  • Bruttoavance 27,94 mio. kr. +39,5 pct.
  • Bruttoavance pr. medarbejder 821.765 kr. -1,5 pct.
  • Lønandel 68,6 (72,1)
  • Resultat af primær drift +4,403 mio. kr. +14,9 pct.

Nøgletal for Kontrapunkt

  • Bruttoavance 37,8 mio. kr. -8,4 pct.
  • Bruttoavance pr. medarbejder 741.176 kr. -1,8 pct.
  • Lønandel 77,3 (70,6)
  • Resultat af primær drift +0,46 mio. kr. -86,2 pct.

    Bruttoavancen er estimeret af Bureaubiz

Nøgletal for Hatch & Bloom

  • Bruttoavance 8,1 mio. kr. +15,7 pct.
  • Bruttoavance pr. medarbejder 675.000 kr. -13,2 pct.
  • Lønandel 79,8 (54,9)
  • Resultat af primær drift +0,191 mio. kr. -87,4 pct.

    Bruttoavancen er estimeret af Bureaubiz

Nøgletal for Scandinavian Designlab

  • Bruttoavance 9,8 mio. kr. +38 pct.
  • Bruttoavance pr. medarbejder 980.000 kr. +38 pct.
  • Lønandel 59,2 (73,1)
  • Resultat af primær drift +1,981 mio. kr. +384,4 pct.

    Bruttoavancen er estimeret af Bureaubiz