Ecco vælger nyt bureau til e-handel

Peter Engholm
25@mail.dk

Efter en større bureaukonkurrence har Ecco fundet det bureau, der skal etablere en e-handelsløsning, som skal rulles ud på flere markeder.

Før sommerferien – og før sommeren regnede væk – valgte Ecco en vinder af sin bureaukonkurrence om en e-handelsløsning.

Ifølge Bureaubiz’ oplysninger er det sket efter en større bureaukonkurrence, hvor fem bureauer blev valgt ud til finalen. Ecco har ikke ønsket at udtale sig, men det skulle bl.a. dreje sig om Webdanmark, Creuna og Magnetix. Heraf skulle finalen være foregået mellem de to sidstnævnte – og altså med Magnetix som sejrherre.

Hverken Creuna eller Magnetix ønsker dog at udtale sig om hverken konkurrence eller potentiel kunde, og hos Ecco konstaterer Head of Corporate Communication, Michael Ohrt Fernel, at det ikke er “noget, vi har nogen kommentarer til”.

Omfanget og indholdet af projektet er således ukendt, men det forlyder, at det er en e-handelsløsning, der ikke vil være begrænset til et enkelt eller få markeder, men som derimod skal rulles bredere ud.

Valget af Magnetix er interessant, fordi bureauet egentlig er mest kendt som et dialog-bureau. Men det er et bureau, der har investeret så meget i it-kompetencer, at det lige så godt kunne karakteriseres som et digitalt-bureau.