Egmont køber Danmarks største realitysite

peng

Koncernen fortsætter den digitale statsning, herunder at forstærke Her&Nu. Til det formål har man købt realityportalen.dk med en iværksætterkvinde i front.

Her&Nu skal være blandt de førende sites for underholdningsstof herhjemme. Og reality-nyheder – i form af landets største site af sin slags – er ”en vigtig skudstart til et endnu stærkere Her&Nu”.

Sådan karakteriserer Egmont Publishing købet af realityportalen.dk, der har næsten 20.000 Facebook-fans 

”Realityportalen.dk er et godt etableret site i sin målgruppe, der passer rigtigt godt til noget af det, vi gerne vil med Herognu.dk. Det er en naturlig styrkelse af den digitale satsning, som er afgørende i Egmonts strategi,” siger Klaus Høeg-Hagensen, adm. direktør i Egmont Publishing, i en pressemeddelelse.

Realityportalens chefredaktør, Jeanet Rosenkjær Horstmann, blev i 2014 nomineret til iværksætterprisen Ivækst i kategorien Årets Kvindelige Iværksætter. Klaus Høeg-Hagensen byder hende velkommen således: 

”Jeg synes, det er flot, hvad Jeanet Rosenkjær Horstmann har bygget op som iværksætter. Vi er glade for, at vi kan være med til at løfte det yderligere.”

I løbet af foråret vil Her&Nu lancere sit nye site, som også vil omfatte realityportalen.dk. Sammen med kendte og kongelige bliver reality en vigtigt del af det underholdningsstof, som Her&Nu tilbyder sine 270.000 læsere.

Kort før jul annoncerede Egmont Publishing ansættelsen af Michael Winther-Rasmussen som digital redaktør på Her&nu. Han tiltræder 1. marts og kommer fra en stilling som Social Media-redaktør hos Ekstra Bladet, hvor han med en målrettet strategi har været med til at styrke avisens tilstedeværelse på sociale medier markant.

Også chefredaktøren på Her&Nu har stærke digitale rødder; Erling Tind Larsen tiltrådte ugebladet den 1. oktober sidste år fra en stilling som digital redaktør på B.T. Forinden havde han i en årrække været digital redaktør på Ekstra Bladet.