Eivind Koldings spindoktor bliver

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

PR-manden Kim Larsen var ansat som personlig rådgiver for Eivind Kolding. Han bliver. Til gengæld mangler man fortsat en ny øverste chef for marketing – og at afslutte nogle bureauovervejelser.

Han blev karakteriseret som Danske Bank topchef Eivind Koldings spindoktor – Kim Larsen – da han i februar i år forlod jobbet som adm. dir. for Burson Marsteller til fordel for et job i Danske Bank.

Selv talte han om, at han skulle være rådgiver for Eivind Kolding. Under alle omstændigheder så skulle han spille en direkte rolle over for Eivind Kolding oven på adskillige sager, hvor kommunikationen var mislykket.

I den politiske verden forsvinder en ministers spindoktor typisk med ministeren – men i tilfældet Kim Larsen bliver han i Danske Bank.

“Kim Larsen er chef for afdelingen Group Press & Projects, hvor bl.a. presseafdelingen hører ind under. Afdelingen yder bl.a. bistand til direktionen vedrørende kommunikation, og det arbejde fortsætter uændret,” skriver pressechef Kenni Leth i en mail til Bureaubiz.

Spørgsmålet er så om han også har rådgivet bestyrelsen om kommunikationen omkring gårsdagens fyring af Eivind Kolding. Bestyrelsesformand Ole Andersen optrådte meget åbent i forhold til Danske Bank standard i mange interviews.

Da Kim Larsen kom til Danske Bank, havde Eva Hald det øverste ansvar for markedsføring og kommunikation med titel af Senior Executive Vice President, Group Communications.

Kim Larsen kom således ind i systemet med en direkte relation til Eivind Kolding, og han forklarede selv sin rolle således over for FinansWatch:

“Min primære opgave bliver som rådgiver for Eivind Kolding. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at banken får rigtigt meget opmærksomhed, og derfor har man besluttet sig for, at der kunne være brug for en kompetence som min. Og jeg syntes, at det lyder som en spændende opgave. Man har vurderet, at der er behov for en profil, som kan have en særlig rolle i forhold til at rådgive Eivind i forhold til de mange faglige input, der kommer fra alle sider.”

Blandt møgsagerne for Eivind Kolding før Kim Larsens ankomst finder man New Standards kampagnen og lanceringen af det nye kundeprogram.

Markedsføringen er siden blevet bedre med lanceringen af f.eks. App’en til betaling via mobil-telefonen. Til gengæld er Eivind Kolding fortsat med at komme i uvejr – f.eks. omkring hans opfordring til at forbyde F1-lån.

Nu er det så nordmanden Thomas Borgen, der skal vise, hvad han vil på kommunikation og markedsføring. Og der er flere muligheder for at sætte sit præg.

Eva Hald er forsvundet før sommerferien, og hendes afløser er endnu ikke fundet.

Desuden satte man før sommerferien gang i en dialog med forskellige bureauer med henblik på at evaluere bankens bureau set-up. Der er mest fokus på branding-bureauet, hvor Mensch stod bag den omdiskuterede New Standards kampagne – men meget tyder på, at processen er gået i stå. Kenni Leth konstaterer kort, at der ikke er noget nyt at berette.

Meget tyder på, at Mensch havde en god relation til Eivind Kolding – man havde forinden også arbejdet for ham i Maersk Line. Hvor meget denne relation har betydet, står mere uklart – men under alle omstændigheder bliver det interessante spørgsmål, hvad Thomas Borgen mener om den markedsføring, der har været praktiseret.

Den mest logiske proces må være, at Thomas Borgen finder ud af, hvem der skal stå i spidsen for kommunikation og markedsføring – og så overlader til den pågældende at vælge de bureauer, der skal løfte opgaven..

Specielt på branding er behovet næppe presserende. Danske Bank har faktisk vist, at man sagtens kan finde ud af at udkomme med konkrete produkter, selvom man overvejer sine bureaurelationer og mangler den øverste chef for markedsføring.

Og måske er det i virkeligheden det, som Danske Bank har mest brug for – at være konkret og produkt-orienteret frem for image-orienteret. Branding gennem handling.