Eks Aegis-topchef er gået på jagt efter vinderbureauers DNA

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Nogen bureauer er mere succesfulde end andre. Men hvad er det de gør for at få succes. Det har Henrik Jensen søgt svaret på gennem interviews med de bureauer, der er bedst til vækst.

Hvad er det, der skaber vinderbureauer? Et spørgsmål som mange bureaudirektører, ejere og andre bureauledere sikkert gerne ville kunne svare præcist på. Men det er næppe så enkelt, for i så fald ville markedet være fyldt med vinderbureauer.

Nu er der dog nogen, som forsøger at komme svaret nærmere. Den tidligere Aegis Media topchef, Henrik Jensen, er teamet op med analysefirmaet, MyResearch, der står bag den årlige imageanalyse omkring et projekt under titlen Vinderbureauernes DNA.

Initiativet kommer fra Henrik Jensen.

“Jeg fulgte debatten hen over efteråret, og det fik mig til at reflektere over bureauverdenen. Jeg gav mig også tid til at læse de årlige bureaurapporter fra Bureaubiz og sammen med Mogens Østergaard fra MyResearch udviklede der sig ideer til, hvordan man kan komme svaret nærmere,” siger Henrik Jensen, mens Mogens Østergaard tilføjer:

“Den årlige imageanalyse blandt bureauer er et ganske omfattende arbejde. For os er det interessant at komme dybere ned i bureauverdenen på denne måde.”

Den første fase i projektet har handlet om at identificere en gruppe bureauer, der ligner vindere. Her valgte man at tage afsæt i evnen til at vokse. Over 200 bureauers udvikling i bruttoavance gennem de sidste fem år ligger således til grund for udvælgelsen.

“Det er vigtigt at slå fast, at der ikke er tale om en kåring af vinderbureauer. Der kan lægges andre succeskriterier til grund – som f.eks. kreativ udvikling. Men et bureau er og skal være en forretning, og derfor mener vi, at det er relevant at arbejde ud fra vækst. De bedste bureauer rundt om i verden – også kreativt – ser da heller ikke en modsætning mellem kreativt fokus og forretningsmæssig succes,” siger Henrik Jensen.

Han endte med en liste på 14 bureauer, som er bedst til vækst. Efterfølgende har han interviewet de 11 af dem. På det grundlag har han formuleret en beskrivelse af vinderbureauers DNA.

“Der har samlet sig et mønster fra interviewene, som viser at vinderbureauerne har tre klare karakteristika: ledelsen er et velfungerende band, der er et pindsvinekoncept – og ikke mindst flid og fokus,”siger Henrik Jensen og fortsætter:

“Der er ting, der har overrasket mig. F.eks. at bestyrelsen for et bureau har meget større betydning end jeg troede. At bygge et vinderbureau er ikke en spurt – det er et maraton-løb. og her er det vigtigt at have en bestyrelse, der kan hjælpe med at holde bureauet på sporet. Det er faktisk vigtigere, hvad du siger nej til end, hvad du siger ja til.”

Herudover vil MyResearch supplere det samlede projekt med en række analyser og teser, som bl.a. er hentet ud af imageanalyserne.

Det hele vil blive præsenteret på en konference d. 27. maj. Se mere her