Eks Fakta-direktør flytter til Grønland

FiG

Claus Jensen bliver ny chef for Grønlands næststørste virksomhed.

“Det ta’r kun fem minutter” lød det, da Claus Jensen (57) var chef for Fakta. Kampagen var ikke kun en succes i reklamepris-sammenhæng.

Faktas omsætning, antal butikker og medarbejdere blev fordoblet med Claus Jensen i spidsen. Nu skal han så ud på en helt anden udfordring – og rejse kan man tilføje.

1. marts tiltræder Claus Jensen som koncernchef i det grønlandske detail- og forsyningsselskab KNI A/S.

KNI A/S, der tidligere hed Kgl. Grønlandske Handel, er helejet af Grønlands hjemmestyre og er Grønlands næststørste virksomhed med 800 medarbejdere og en omsætning på 2.2 mia. kr.

KNI driver detailkæden Pilersuisoq, der omfatter 66 butikker, engroshandel og duty-free handel i Grønlands to internationale lufthavne. Desuden distribuerer selskabet øl, tobak og sodavand til hele Grønland. Og endelig står selskabets energidivision Polaroil for forsyningen af flydende brændstoffer.

“Bestyrelsen har lagt vægt på, at den kommende adm. direktør skulle have stærke driftsmæssige detailhandelskompetencer. Det er bl.a. her, at vi skal styrke KNI. Vi har stort fokus på at skabe gode indkøbsoplevelser for vores kunder og vil med ansættelsen af Claus Jensen have de kompetencer, der kan være med til at styrke vores detailhandelsforretning,” siger KNIs bestyrelsesformand Michael Skourup.

Claus Jensen har 30 års erfaring i ledende stillinger inden for retailbranchen. Senest som adm. direktør for den kapitalfonds-ejede babyudstyrskæde BabySam A/S. Han har et omfattende netværk inden for kapitalkæder, frivillige kæder og leverandører, og har bl.a. været i bestyrelsen for Dansk Erhverv.

“Jeg glæder mig til at arbejde i Grønland på grund af landets storslåede natur og kultur. KNI er en spændende koncern med mange ledelsesmæssige udfordringer,” siger Claus Jensen og fortsætter:

“Det er noget særligt at skulle lede en organisation med en så stor betydning for et helt land. Jeg ser frem til at være med til at videreudvikle en velfungerende og ambitiøs virksomhed med en 300-årig historie.”