Eks Par No. 1 partner bliver marketingchef

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Kim Dyrholm skal styre og professionalisere markedsføringen af en række brands inden for køkkenudstyr.

2011 blev et turbulent år for Kim Dyrholm – lige som mange andre medarbejdere i det nu konkursramte Par No. 1.

Han var partner og medejer – og havde bureauet holdt i 6 måneder mere ville han have kunnet fejre 20 års jubilæum. Men sådan blev det ikke. Slut juni gik bureauet konkurs.

Nu har Kim Dyrholm dog fundet et nyt sted at udfolde sig. F&H of Scandinavia siger måske ikke alle lige meget- men sig så Jacob Jensen i stedet. Eller Nuance. Eller Piet Hein.

F&H of Scandinavia er en norsk-ejet virksomhed med 200 medarbejdere og hovedsæde i Viborg. Firmaet står for en række egne brands inden for køkkenudstyr. Desuden håndterer firmaet en række varemærker og udviklingen af private labels. Med Rasmus Klum som et kuriosum. Det er dog ikke tegneserierne men børne-service etc. med den kendte figur på.

Kim Dyrholm er nu tiltrådt en nyoprettet stilling som marketingchef i firmaet. Han har hos Par No. 1 bl.a. arbejdet med Kop & Kande, Raadvad og Fiskars, så han er ikke ubekendt med branchen.

Årsagen til at stillingen er blevet oprettet, skal findes i en ændret strategi.

“F&H Scandinavia er en gammel grossist-virksomhed, men har i de senere år opkøbt egne brands. Min opgave er at strukturere, styre og professionalisere markedsføringen af disse brands sammen med hver enkelt produkts brandmanager,” siger Kim Dyrholm.

En række funktioner inden for grafisk produktion, foto etc er nu samlet under ham, så man reelt har et inhouse bureau under hans ledelse.

“Så på mange måder ligner mit arbejde, det man laver på et reklamebureau. Jeg kommer dog et spadestik dybere,” siger Kim Dyrholm og tilføjer, at ambitionen er at lade inhouse bureauet stå for en del af arbejdet.

“Men jeg kommer til at anvende eksterne leverandører også. Dog skal jeg ikke have et lead-bureau – det er jo ikke F&H Scandinavia, der skal markedsføres men de enkelte brands,” siger Kim Dyrholm.