Det nye boligsite, Bolighed.dk, har på få uger haft besøg af mere end 300.000 brugere. Det nye site giver ved hjælp af massive mængder data boligejerne et nyt indblik i deres egen og naboens bolig.
Mens sitet er nyt, så er der et velkendt navn bag. Niels Ranum var indtil 2013 topchef for Zupa Recommended – dengang landets største reklamebureau – men siden har der været ret stille omkring ham. Han er direktør for Bolighed.dk – og en af de iværksættere, der har udviklet platformen, som efterfølgende er blevet købt og nu lanceret af disse fire banker: Spar Nord, Sydbank, Nykredit og Arbejdernes Landsbank.
”Vi har fået langt flere brugere hurtigere end vi havde troet, og speeder nu op for de mange nye features, der ligger i pipelinen. Vi rammer tydeligvis en nerve hos boligejerne ved at skabe større gennemsigtighed, og kan forhåbentligt tilføre boligmarkedet nye dynamikker”, siger Niels Ranum.
Bolighed.dk har fået hjælp af en konstellation af bureauer; af Fireball med konceptuel og kreativ udvikling, af BlackwoodSeven på mediefronten og af Publico, der har stået for al PR i forbindelse med lanceringen.
På Bolighed.dk kan man i et såkaldt Bolig CV se anslåede her-og-nu værdier på over en million danske ejerboliger. Man kan afprøve en boligs attraktivitet, og følge de boliger, man er interesseret i.
”Bolighed er et unikt og stærkt produkt. Og da vi hos Fireball tror på, at produktet er det eneste sande udgangspunkt for opbygningen af et stærkt brand, har vi holdt fast i produktet helt ud i kommunikationen, der folder sitets funktionalitet ud” siger Hans von Haffner, kontaktdirektør på Fireball.
Efter hvad parterne karakteriserer som en succesfuld PR-lancering, bruges ressourcerne nu på de købte medier.
Henrik Busch, CEO i BlackwoodSeven, siger:
”For at styrke indsatsen fra PR har vi valgt at starte med at være massivt på tv, både for at stimulere peer-to-peer rekrutteringen samt udnytte styrken i konceptet, som netop henvender sig til alle landets boligejere. Da det jo er et nyt digitalt fænomen, gælder det om hurtigt at opnå et højt antal brugere. Herefter kapitalisere på antallet af brugere samt kendskabet. Dette gøres igennem en skarp digital indsats.”