Eksklusivt sofa-firma markedsfører sig til succes

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Brancheklip: Møbelfirmaet, der bruger flest penge på markedsføring (efter IKEA), sælger sofaer i prisklassen 20-40.000 kr.

De ekslusive Eilersen sofa’er koster typisk mellem 20.000 og 40.000 kr., og selv om man kan få sofa’er til en tiendedel af prisen, kan møbelfabrikken N. Eilersen A/S ikke mærke krisen kradse.

Men de gør også det, som andre ellers skruer ned for: Fokuserer på markedsføring i krisetider.

Ifølge den daglige leder af møbelfabrikken, Anders Juul Eilersen, bruger virksomheden langt flere penge på markedsføring end andre møbelvirksomheder – bortset fra Ikea.

Anders Juul Eilersen fortæller endvidere til Børsen, at Eilersen møbler ofte er i Bo Bedre og andre møbelmagasiner for at skabe kontakt til den forbrugergruppe, der uantastet af krisen fortsat efterspørger luksusvarer.

For 10-15 år siden lagde virksomheden den strategi at koncentrere sig om den øvre ende af markedet, hvor der stadig er kunder, der forelsker sig i en sofa af god kvalitet uden at fortabe sig i høje produktionsomkostninger.

Og den strategi har – sammen med markedsføringen – båret frugt, for selv om møbelbranchen er en af de hårdest pressede i forbrugerkrisen, har den fynske virksomhed overskud på driften i det seneste regnskabsår, der dækker perioden indtil udgangen af juni.

Overskuddet lød på 1,7 mio. kr. på driften mod et tab året før på 1,5 mio. kroner. Finansielle indtægter bringer det samlede overskud op på 4,1 mio. kroner før skat (Børsen, p. 16-17).