Ekstra Bladet fik forbud mod lig i TV2’s reklameblok

Peter Engholm
25@mail.dk

Et klip i fingeren er klippet væk, når Ekstra Bladet i dag går på tv med sin nye kampagne. I biografen og på Bureaubiz kan du se den ucensurerede version.

“Skandalerne afslører jo ikke sig selv” er taglinen på den nye kampagne fra Ekstra Bladet.

Robert/Boisen & Like-minded står bag og har således også skabt to film, om hhv. et par bedemænd og nogle hjemmeværnsfolk, hvis handlinger ikke tåler dagens lys – og Ekstra Bladets opmærksomhed.

Og opmærksomheden samler sig om filmen med bedemændene, der har deres egen version af at “klippe en hæl og hugge en tå”. Ideen var så skrap, at TV2s jurister anbefalede bureauet at redigere i manuskriptet.

“Vi sendte grundmanuskriptet til TV2. Det er kutyme, så snart at noget er kontroversielt – ellers kan det blive dyrt, hvis man har skudt en film, der af den ene eller anden grund ikke kan bringes. TV2’s jurister er i høj grad også en hjælp til os, og de havde aldrig fået sådan en forespørgsel før. Og de satte grænsen: Man må ikke vise noget fra et lig,” siger Søren Christensen, kontaktdirektør og partner i Robert/Boisen.

Bureauet skrev manusset om – men skød begge udgaver alligevel. Med og uden lig-finger.

“Vi må godt vise den oprindelige version i biograferne – og på TV3 efter kl. 21, har stationen skønnet,” siger Søren Christensen.

Pudsigt nok er sagen endt med, at spottet slet ikke vises på TV2 – hverken i den ene eller anden version. Men det skyldes nu ændringer i mediaplanen, og ikke at man er pigesur over juristernes vurdering. Det kører i stedet på SBS- og Viasat-kanalerne – vel at mærke i den version, som TV2 skønnede i orden. Så slipper man bl.a. for at køre to versioner – i forskellig længde – på f.eks. TV3.

Pusher-trilogiens “far”, Nicolas Winding Refn, er instruktør på filmene, og det kreative team er Ulrik Jessen og Kristoffer Gandsager.

Bedemændene – med uncut cut, og i den lidt pænere, ikke-klippende version – samt Hjemmeværnet.