El-selskab vælger digitalbureau

Peter Engholm
25@mail.dk

Styrk salget i de digitale kanaler og løft barren for gode kundeoplevelser. Sådan lyder opgaven for det nye bureau, der blev valgt med både en oplagt og en lidt pudsig begrundelse.

SE, tidligere Syd Energi, er et af landets største el-selskaber, og leverer energi, internet, telefoni og tv til godt 280.000 husstande i region Syd. I samarbejde med webdanmark.com har selskabet taget hul på et omfattende projekt, der skal styrke salget via de digitale kanaler og løfte barren for de gode kundeoplevelser.

Det skal ske ved at komme kunder i møde med et personaliseret indhold, der er målrettet den enkelte:

“Vi manglede en partner, som kunne hjælpe os med at øge graden af konverteringer på vores website, og derigennem forbedre vores omsætning. Det krævede en partner, som ikke kun havde fod på det tekniske, men også kunne bidrage med ekspertise inden for konverteringsoptimering. Relanceringen af vores website skal således være relevant for den enkelte og understøtte vores salgsarbejde,” siger Line Olesen, der er online manager hos SE.

Valget af bureau faldt på Webdanmark.com – af to årsager; en ligetil i form af platform-speciale og en mindre ligetil, der forudsætter, at Esbjerg og Aarhus ligger tæt på hinanden:

“Vi ville gerne beholde Sitecore som platform, og derfor var det naturligt at vælge en samarbejdspartner, som netop har specialiseret sig i håndtering af større Sitecore løsninger. Derudover fulgte vi i valget af partner også et nærhedsprincip, og at webdanmark.com har et kontor i Aarhus, gør det nemmere at realisere den form for nære samarbejde, vi ønskede med vores leverandør,” siger Line Olesen i en pressemeddelelse.