For nogle år siden hørte jeg om en interessant analyse af, hvorfor pæne mænd i jakkesæt køber sig en kæmpestor Range Rover eller det, der ligner.
Direkte adspurgt gav de pæne mænd selvfølgelig en række pæne svar om sikkerhed, rummelighed, komfort og noget med fritidsinteresser, der gik i retning af jagt, golf og andre udstyrskrævende sysler i det fri.
Det lod den begavede planner sig dog ikke nøje med, hvorfor han blev ved med at grave i sagen og kom frem til, at det handlede om DOMINANS, hvilket han fandt havde stor “face value”, da han kiggede ned på parkeringspladsen, hvor han havde frit udsyn til bureaudirektørens automobil.
Usædvanligt mange bureaudirektører kører rundt i usædvanligt dominerende biler.
Det er ingen kunst at være en selvsikker og dominerende chef i opgangstider, eftersom tingene går mere eller mindre af sig selv. Og på toppen af højkonjunkturen havde man indtryk af, at den største udfordring var at finde en kreativ måde at fejre den næste nye kunde på listen.
Nuvel, det er naturligvis en overdrivelse, til gengæld er det ingen overdrivelse, at der er mange bureauchefer, der har store problemer med at finde ud af optræde som kaptajner på broen i det oprørte farvand, vi sejler rundt i for tiden.
At dømme efter folkestemningen på en række kriseramte bureauer, hvorfra jeg hører insider-viden, eller lad os bare kalde det rygter, så er den mest udbredte ledelsesdisciplin, at chefen gør sig selv usynlig og forsøger at lade som ingenting.
Kolleger siver lige så stille og roligt ud af bagdøren måned for måned uden, at de tilbageblevne får ordentlig information for slet ikke at tale om besked om, hvad ledelsens planer er.
Det sidste skyldes muligvis, at der ikke findes nogen plan udover at vente på bedre tider, men det er ikke verificeret. Det er ikke til at vide, når man bliver efterladt i mørket. Og i mørket florerer rygterne lystigt:
Måske skal bureauet flytte. Måske ender man som et messingskilt på døren til et andet bureau. Måske er man sat under administration af banken. Måske er man sat til salg. Måske ryger direktøren ud. Måske skal man fusionere. Måske, måske, måske. Sådan kan jeg blive ved. Spekulationerne vil ingen ende tage.
Folk er selvsagt utrygge og har behov for at komme af med deres utryghed, og så finder man sammen ved kaffemaskinen og hvisker og tisker.
Har man svært ved at fylde sin timeseddel med fakturerbare timer, er man ekstra utryg. Og har man været med til at tabe den ene bureaukonkurrence efter den anden, gør det ikke sagen bedre.
For hvad skal der blive af en?
Den ellers så dominerende direktør er tavs, hans plads er ofte tom, og krisen har udviklet sig til et tabu. Medarbejderne dukker nakken og forsøger at gøre så lidt væsen ud af sig selv som muligt. Det gælder om at se ud som om, man har noget at lave.
Man surfer rundt på nettet, opdaterer sin Facebook-profil eller leder efter en lækker net-date. Og ingen på bureauet tager sig af det. Man bliver ikke sat til noget.
Hvad, direktøren laver, står hen i det uvisse. Måske kører han rundt i sin store bil og leder efter en busk, han kan stikke hovedet ind i. Måske spiller han golf med andre direktører, der også lader som ingenting . Måske forsøger han at ryste netværket og få lov til at komme med et oplæg til nogle af sine venner, der i virkeligheden ikke har tænkt sig at skifte bureau, men ikke kan lide at sige nej.
Hvad, han tilsyneladende ikke laver, er at regne ud, hvad bureauet skal leve af i fremtiden. Og han bryder sig ikke om sine medarbejderes spørgende blikke, derfor har han aldrig været mere glad for sin bil end, han er lige nu. Der føler han stadig, at han har magt over tingene.
I mellemtiden går tingene stille og roligt i opløsning på kontoret, for er der noget, der kan sænke arbejdsmoralen og det kreative niveau, er det utryghed.
Og her kommer den anden Emma Gad lektion for bureaudirektører:
Kære bureaudirektør, det er ikke nok at være dominerende i trafikken. En god leder tager vare på sine folk, involverer dem, informerer dem og sætter dem, der ikke skal fyres, i gang med et meningsfyldt udviklingsarbejde, der kan bringe bureauet igennem krisen og ud på den anden side.
Med andre ord: Hvis du ikke gør det, falder din store bil tilbage på dig. Du kan ikke leve op til dens signaler om dominans.
Hanne Feldthus er fast klummeskribent på Bureaubiz. Hun har netop udgivet bogen “Den stensikre vej til fiasko” og arbejder herudover som selvstændig kommunikationsrådgiver efter 12 år som strategisk direktør på reklamebureauet Wibroe, Duckert & Partners.
