Da jeg for snart fire år siden efter ni måneders sygemelding begyndte som freelancer, var det en stor opmuntring at blive ringet op af forskellige bureaudirektører og inviteret til frokost.
Ikke kun fordi jeg fik noget at spise, men nok så meget, fordi det gav mig en følelse af at høre til i branchen. Det var langt fra alle frokosterne, der udmøntede sig i betalt arbejde på den korte bane. Heller ikke på den lange, kan jeg tilføje, men kontakter blev skabt, og muligheder blev afprøvet. Og i det store hele var det en positiv oplevelse.
En bureaudirektør formåede dog at pisse mig af i flere omgange, og eftersom krisen tilsyneladende får det værste frem i folk og får andre bureaubosser til at opføre sig lige så uopdragent, er det på tide at bringe historien til torvs.
Det begyndte så hyggeligt på en restaurant. Det hele var så forbandet imødekommende og fik mig til at føle mig på den grønne gren. For var der noget, bureauchefen og jeg skulle, så var det at arbejde sammen. Hold nu kæft, hvor ville det blive spændende og godt for bureauet at få mig inden for dørene på store strategiprojekter.
Følgelig forlod jeg stedet med en klar opfattelse af, at en betydelig del af min indtægt var sikret mange år frem.
Derefter skete der ingenting. Og ingenting. Og ingenting.
Nogle måneder senere havde jeg afskrevet episoden som en and. Heldigvis var der mange andre, der gerne ville gøre brug af mine tjenesteydelser, så skaden var begrænset.
Et år senere møder jeg bureaudirektøren til et arrangement, og han kommer hen til mig og er fuldkommen lige så begejstret som under frokosten. Der var gang i butikken, og aldrig havde han haft så meget brug for min hjælp. Om jeg havde tid? Om han måtte ringe? I morgen?
Naturligvis havde jeg tid. Jeg har altid tid. Lyder det mærkeligt? Det er det ikke. Som freelancer skal man altid sige, at man har tid, for har man det ikke, får man det. Så enkelt er det.
Derefter skete der, ja gæt selv, ingenting. Nu havde jeg jo prøvet det før, så jeg lagde ikke alverden i det.
Tredje gang fik imidlertid smilet frem på læben. Telefonen ringer, og bureaudirektøren er nærmest i panik, for hans chefplanner har sagt op, og strategiprojekterne står i kø. Har jeg tid til at hjælpe?
Det har jeg.
Vil jeg rydde min kalender de næste måneder og stille mig til rådighed?
Det vælger jeg at overhøre, men jeg lover ham at ordne alle hans projekter. Og i min butik er et ord et ord, en deadline en deadline og et budget et budget. Simple leveregler, der ikke desto mindre virker svært overkommelige for mange.
Godt, han vil med det samme danne sig et overblik over situationen og ringe tilbage om et møde en af de allernærmeste dage, hvor vi kan tilrettelægge det hele.
Her er historien forbløffende nok slut, for derefter skete der igen ingenting.
INGENTING.
Han ringede aldrig tilbage og forklarede, at han havde fundet en anden løsning. Han havde den uforskammethed at bede mig om at rydde kalenderen, selvom han havde brændt mig af to gange før. Og gudhjælpemig gjorde det igen.
Han fremtræder paradoksalt nok som en flink fyr, et helt igennem hjerteligt og fremkommeligt menneske, men det er kun på overfladen. I virkeligheden er han den type, der på bekostning af andre holder alle muligheder åbne for sin egen sikkerheds skyld.
I dag er han fyret, hvorfor ved jeg ikke. Bureauet eksisterer lige akkurat stadig, men han er ude. Måske som en del af en højere retfærdighed, der tilsiger, at man skal MELDE TILBAGE OG SIGE TINGENE, SOM DE ER.
I disse tider hører jeg om flere og flere bureaufolk, der oplever det samme, når de cirkulerer rundt i systemet, drikker kaffe og spiser frokost for at finde ud af deres muligheder enten som fastansatte eller freelancere. Under mødet er der ingen ende på alt det, der kan lade sig gøre. Bagefter er der absolut radiotavshed.
Lysten til at komme med århundredets skideballe og bede alle om at tage sig mere end almindeligt sammen er derfor stor, men den form for retorik bringer sjældent nogen større erkendelse hos modtageren med sig.
Så her kommer første lektion i Emma Gad for bureauchefer, hvor jeg bare vil minde om en simpel kendsgerning:
Kære bureauchef, du ved ikke, hvornår det rammer dig selv, så opfør dig, som du selv gerne vil behandles. Lad være med at stikke folk blår i øjnene. Sig det, som det er, hvis du ikke kan ansætte folk eller hyre dem ind til projekter. Og ring tilbage, hvis du har lovet det.
Nej, jeg ved det godt: Du bliver ikke fyret. Eller rettere, det ved jeg ikke, men jokeren er, at det ved du heller ikke. Du tror det bare. Så forestil dig, at du sidder og venter på at telefonen skal ringe med besked fra en, der har lovet at ringe. Og at den fordømte telefon forbliver tavs, mens du går rundt og overvejer, hvad du skal sige ja til. Hvis du vel og mærke er så heldig, at du har noget at vælge imellem. Det er nemlig langt fra alle beskåret. I disse tider …
Hanne Feldthus er fast klummeskribent på Bureaubiz. Hun har netop udgivet bogen “Den stensikre vej til fiasko” og arbejder herudover som selvstændig kommunikationsrådgiver efter 12 år som strategisk direktør på reklamebureauet Wibroe, Duckert & Partners.
