En af Danmarks største virksomheder har fået ny brandplatform

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Christoffer Boe har stået bag film til mange millioner, og Kunde & Co har stået for brandprocessen, der har ført til en platform udtrykt i to ord.

Danfoss er BtB markedsføring men lad det være sagt med det samme: Det er ikke en potentiel Cannes-vinder lige som Volvo Trucks Epic Split, som selskabet har lanceret i form af en helt ny brandplatform med tilhørende film.

Men det er helt bestemt meget ambitiøst og resultatet af et langt projekt, der har sigtet på at tune virksomheden til ny vækst.

I de første år har det handlet om maskinrummet – om at sikre at man kan levere den vare, man lover i den kvalitet man ønsker. Det har også handlet om at trimme porteføljen af selskaber i koncernen, så man er rigtig god til noget i stedet for halvgod til en masse.

Der har også været arbejdet med forbedring af både medarbejder- og kunde-tilfredshed.

De processer er man nu så langt med, at det har givet plads til at arbejde med fortællingen og støbe grundlaget for at skabe vækst – vel og mærke organisk vækst via bl.a. markedsføring. Man køber også selskaber, men dette forventes kun at repræsentere ca. en tredjedel af den fremtidige vækst.

Danfoss har således været gennem et omfattende brandprojekt, hvor man har hentet Kunde & Co ind som partner. Det er blevet til en brandplatform udtrykt i to ord:


Engineering tomorrow.

Umiddelbart noget der afspejler, at Danfoss er en ingeniørtung virksomhed – det har dog heller ikke været ambitionen at gennemføre en revolution.

“Vi har ønsket noget, der lå i naturlig forlængelse af det, vi er, men som har kunnet opdatere oplevelsen af os og kendskabet til os samt etablere en mere samlende fortælling,” siger kommunikationsdirektør Mette Refshauge.

Oven på dette har man så i bedste Mærsk-stil investeret et betydeligt beløb i en 9:50 min. lang corporate-film instrueret af Christoffer Boe.

Man vil ikke fortælle, hvad den har kostet – men nøjes med udtrykket, at den har “været lidt billigere end Mærsk-filmen”, der kostede 12 mio. kr.

Dog stadig en dyr film – og den kommer næppe til at spille sig selv hjem på entreindtægter i biograferne.

“Det er heller ikke sådan, den skal vurderes. Vi er rigtig glade for den, og jeg mener, den er mere emotionel end man normalt ser. Den er ikke klistret til med vores produkter – og direktøren er heller ikke med,” siger adm. dir. Niels B. Christiansen, Danfoss og fortsætter:

“Den kan bruges i mange sammenhænge. Vi har masser af besøgende hvert år i vores hovedkontor, hvor der kan blive lejlighed til at vise den. Der kan eksempelvis være forskellige kundemøder, og vi optræder også i forskellige faglige sammenhænge rundt om i verden, hvor vi kan få lejlighed til at vise den til en forsamling. Jeg tror, den vil, komme til at drive mange ting for os, og så vil den også være anvendelig lang tid frem.”

Markedsføringsbudget dobbelt op

Hertil kommer også muligheden for at bryde filmen op i bidder til forskellig anvendelse – og f.eks. plukke still-billeder ud til annoncer. For der er planer om en stærkt forøget markedsføring frem over.

“Vi har været tilbageholdende i nogle år, fordi vi har haft fokus på maskinrummet. Men nu har vi historien og budskabet, så jeg vil tro, at vores marketingbudget vil blive dobbelt så stort,” siger Niels B. Christiansen.

Han understreger, at det er BtB-markedsføring og at der således er meget fokus på rationelle parametre. Men man har været gennem kreative overvejelser.

“Ingen af de forsøg, vi gjorde med mere kreative udtryk lykkedes. Desuden skal man ikke tage fejl. Det er kun i Danmark, at Engineering opfattes meget ingeniør-agtigt. De fleste andre steder er Engineering et meget stærkt ord, der siger noget om kvalitet og funktion og som i høj grad taler til vores målgruppe,” siger Niels B. Christiansen og tilføjer, at markedsføringen vil blive styret centralt for at sikre, at det er den samme historie, der fortælles.