En af Danmarks store virksomheder leder efter bureau

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Efter en omorganisering, hvor alle marketingfunktioner er samlet under én ledelse, overvejer virksomheden nu ’preferred- agency’-modellen.

Novozymes har netop gennemført en organisationsændring for at geare organisationen til mere vækst.

Det medfører, at al kommunikation bliver samlet under én leder, Mads Madsen, Vice President, Global Communications and Public Affairs, som får det globale ansvar for kommunikation og Public Affairs.

Dermed etablerer Novozymes fire specialist-enheder: Media relationer, public affairs, kommunikation til kunder samt corporate  kommunikation.

Disse fire områder får det globale ansvar i  stedet for som tidligere, hvor funktionerne var spredt på de forskellige forretningsområder.

Samtidig etablerer biotek-virksomheden et stort in-house bureau med tekstforfattere, grafikere, projektledere og digitale folk under navnet Global Communications Services  og hvor Charlotte Hummer Vad som leder og med ca. 40 globale medarbejdere skal arbejde på tværs af alle Novozymes produkter og forretningsområder.

Hvad kommer det til at betyde for jeres bureausamarbejder?

”Det betyder, at vi bliver mere integrerede, når vi kigger på bureausamarbejder”, siger Charlotte Hummer Vad til Bureaubiz og fortsætter:

“Hidtil har vi arbejdet mere ad-hoc med bureauer. Vores plan er at blive mere strategiske i vores tilgang til, hvor vi lægger vores spend hos bureauerne, og i den forbindelse overvejer vi om preferred agency-modellen skal være vejen vi går. Vi ønsker at blive mere konsistente i vores udtryk og positionering. Derfor vil vi arbejde med færre bureauer og det er også nemmere at gøre det for os, nu hvor ansvaret er samlet eet sted”.

Charlotte Hummer Vad oplyser endvidere, at det især er strategiske og kreativ sparring, man har brug for.

Den nye Head of Global Communication Services vil ikke oplyse, hvor stort budgettet er, men siger at et eventuelt lead bureau vil blive fundet via et udbud når tidspunktet er rigtigt.

Blandt Novozymes’ bureau-samarbejder ses Klausen + Partners, der forrige år høstede stor hæder både nationalt og internationalt for “Old Grumpy”. Casen vandt Den Danske Direct Marketing Pris, og ved Echo Awards blev det både til Guld og Publikumsprisen.

Læs mere om, hvad Novozymes’ omorganisering betyder for det digitale område.