I slutningen af april udkommer Tina Frank med ’Indrømmelser’. Det er hendes tredje bog, og da den første udkom i 2020 og den anden i 2022, kunne man fristes til at tro, at forfatterskabet er en fuldtidsbeskæftigelse.
Det er ikke tilfældet. Tina Frank er freelance art director – og i øvrigt tidligere ejer af bureauet Frank & Frank – og det er netop dette arbejde, der er afsættet for bogen.
Gennem en række indrømmelser fortæller hun om at være art director i bureauverdenen og privilegeret forbruger i velfærdssamfundet. Det er ifølge en pressemeddelelse ”indrømmelser fra et liv med seminarer, slogans, luksus og nødhjælpskampagner”, og hun spørger, hvorfor hendes skyldfølelse ikke får hende til at ændre sine handlingsmønstre.
![](https://bureaubiz.dk/wp-content/uploads/2023/03/bogen_Indroemmelser-e1678700540538.jpg)
Med sort humor og rå ærlighed undersøger ’Indrømmelser’, hvordan det er muligt at ønske sig en bedre verden og samtidig tage på trendseminarer for at få værktøjer til at skabe en mere effektiv forbrugerkommunikation.
For at skrive ’Indrømmelser’ var Tina Frank nødt til at gentænke alt, hvad hun havde lært. Hun fandt sine gamle lærebøger frem og forholdt sig kritisk til de teorier, hun havde terpet under sine forskellige uddannelser. Én af de modeller, hun faldt over, var ’the Dream Society’ fra lærebogen International Marketing, Cultures and Communication. Da hun flippede modellen på hovedet, opstod der nemlig et ’Nightmare Society’, og forfatteren kunne ikke lade være med at overveje, om den stemte mere overens med hendes købsmotiver end drømmesamfundet.
![](https://bureaubiz.dk/wp-content/uploads/2023/03/thedreamsociety-scaled-e1678700457939.jpg)
![](https://bureaubiz.dk/wp-content/uploads/2023/03/thenightmaresociety-scaled-e1678700501871.jpg)
Det har været vigtigt for Tina Frank at pege fingre ad sig selv frem for at give andre skylden:
”Hvis vi kiggede indad i stedet for altid at dæmonisere hinanden politisk og ideologisk, kunne vi komme længere i kampen om en bedre verden. Vi ønsker jo alle sammen en sund planet med lykkelige mennesker – uanset vores stilling, position og politiske holdning. Og lur mig, om vi ikke alle sammen er propfulde af fejl,” siger Tina Frank.
Blå bog
Tina Frank har været medejer af reklamebureauet Frank & Frank i knap fem år og arbejder i dag som freelance senior art director. Hun har en bachelor fra Skolen for Visuel Kommunikation og en uddannelse som markedsføringsøkonom fra IBA. Hun har tidligere været ansat på forskellige reklamebureauer, herunder Andersen & Blæsbjerg, Markant og Adtention.