I begyndelsen af sommeren fandt jeg en uventet gave i min postkasse fra en person, jeg aldrig havde hørt om. Allerede der kan man jo blive helt glad. Der er nogen der har tænkt på en og giver sig til kende.
Jeg begyndte straks at filosofere i baner omkring, at en fremmed er en ven, du ikke har mødt og tilsvarende jubelagtige humanistiske ting.
Jeg har stadig ikke mødt strategisk direktør i Simpatico, Mette Villemoes, men jeg har læst den bog, hun sendte til mig, og det gjorde mig ikke mindre begejstret. Heller ikke selvom bogen handler om et ledelseskoncept, som Mette har rettighederne til, og jeg må se i øjnene, at hun formodentlig ikke kun har sendt mig den af ren menneskekærlighed, men med en uskrevet forhåbning om, at jeg ville medvirke til at udbringe kendskabet til den.
Det gør jeg gerne, for bogen “Ledelse og selvforståelse, kom ud af boksen” er sådan en lille sag, der åbner ens øjne for noget virkelig dagligdags og genkendeligt og gør det på en gennemført AHA-måde.
Jeg sad simpelthen konstant og tænkte på: “Hvorfor har jeg aldrig tænkt på det før?”
Men det har jeg altså ikke, og det er der heller ikke mange andre, der har, kan jeg godt garantere. Bogen handler nemlig om selvbedrag, og det ligger i sagens natur, at man ikke er klar over, når man gør sig skyldig i det.
Til gengæld har det vidtrækkende konsekvenser både i privatlivet og på arbejde, for når man bedrager sig selv, kan man ikke se, at man selv er årsagen til de problemer, man beskylder andre for at påføre en.
De eksempler fra bogen som gjorde det for mig lyder nogenlunde sådan her:
En mand ligger og sover i dobbeltsengen sammen med sin kone. Deres lille barn vågner og skriger i værelset ved siden af. Manden tænker, at han burde stå op og berolige barnet, det vil gøre hans kone glad. Men, og her begynder selvbedraget, så gør han det alligevel ikke.
I stedet begynder han, at tænke på, at det burde hans kone tage sig af. Det er trods alt ham, der skal tidligt op og på arbejde. Jo mere han tænker over det, jo mere sur på konen bliver han. Hvad er hun egentlig for en mor, som ikke med det samme står op, når barnet skriger? Næste morgen kommer de op og skændes.
Bogens pointe er, at han er gået ind i boksen, og herinde fremhæver man egne dyder og bebrejder andre deres fejl, for at slippe for at se sine egne fejl i øjnene.
Det, som begynder med en god tanke, selv at tage sig af barnet, går over i et selvbedrag, som ender med, at han kommer på kant med konen uden, at konen har gjort noget som helst forkert. Hun stod op, og barnet blev beroliget, bare et par minutter senere end, han havde tænkt, at han selv burde gøre det.
Lyder det bekendt? Det gjorde det for mig, også selvom jeg ikke har børn.
Et andet eksempel er en chef, der opdager, at en af hans medarbejdere har slettet nogle noter på en tavle. Chefen har ikke fået taget kopi af noterne og bliver rasende. Han giver medarbejderen en uforholdsmæssig stor skideballe.
Medarbejderen bliver rædselsslagen og siger undskyld, men fordi chefens skideballe var ude af proportioner, kan han ikke godtage undskyldningen. Han vil ikke se sin egen fejl i øjnene og begynder at finde alle mulige fejl hos den stakkels ansatte.
Det bliver begyndelsen til en glidebane, hvor hun som følge af nervøsitet begynder at kludre i alt muligt, og han er tæt på at fyre hende, før han bliver opmærksom på sit selvbedrag. Bemærk, at budskabet ikke er, at man ikke må give en irettesættelse, dens omfang skal bare stå mål med forseelsen, så man kan se sig selv i øjnene bagefter.
Bogen, der i følge omslaget er en bestseller oversat til 20 sprog, er meget amerikansk og ikke stor litteratur, men den evner alligevel at ramme en lige i maven. Den er skrevet som en fiktiv samtale mellem en nyansat chef og hans foresatte, der sætter ham ind i tankerne om selvbedrag. Den er hurtig læst og nem at forstå og kommer med relativt enkle forslag til, hvordan man kommer ud af boksen.
Der er dog ingen tvivl om, at det er nemmere sagt end gjort, og det morsomme er, at jeg undervejs hele tiden sad og tænkte på andre, der helt åbenlyst står inde i boksen og selvretfærdigt fremhæver egne dyder, mens de bebrejder gud og hver mand for deres problemer.
Det havde forfatterne imidlertid regnet ud, at jeg ville gøre, så de slutter af med at skrive, at man ikke skal finde eksempler på andre, men se på sig selv.
Og selvfølgelig skal man det. Det er jo netop pointen. Så kunne jeg lære det. Det har dog ikke forhindret mig i at anbefale bogen til alle, jeg møder, for hvem har ikke en rem af huden? Og for at vende tilbage til min jubelagtige humanistiske indledning, er det ikke til diskussion, at verden ville blive et bedre sted at leve, hvis vi holdt op med at bedrage os selv.
- Ledelse og selvforståelse, kom ud af boksen
- Arbinger institute
- Borgen, 2000
Hanne Feldthus er fast klummeskribent på Bureaubiz. Hun har udgivet bøgerne: “En arbejdsnarkomans bekendelser” og “Den stensikre vej til fiasko” og arbejder herudover som selvstændig kommunikationsrådgiver efter 12 år som strategisk direktør på reklamebureauet Wibroe, Duckert & Partners.
