Spørgsmålene hober sig op, efter, at det svenske børsnoterede selskab, One Media, har sendt sit danske datterselskab, direct marketing bureauet One Cph, i konkurs.
Konkursen begrundes med dårlig likviditet som følge af dårlig lønsomhed i et antal store kundeprojekter. Men når man kigger på den kommunikation, der er givet for blot en måned siden, så lignede det ikke en konkurs under opsejling.
Bureauet er kun to år gammelt. Det blev stiftet sammen med Morten Hassing-Kjær, og i slutningen af 2010 overtog One Media hans ejerandel mod aktier i One Media til en værdi på det tidspunkt af 1,5-2 mio. kr. Kursen er dog siden faldet markant.
Bureauet præsterede i sit første regnskabsår en bruttoavance på ca. 6,4 mio. kr. og et overskud på ca. 0,4 mio.
I første del af i år omtales der i One Medias kvartalsmeddelelser, at der arbejdes på en implementering og effektivisering af processer med henblik på fremtidig vækst.
Herefter lyder det i meddelelsen for 3. kvartal dateret d. 10. november således:
Under året har ONE CPH fokuserat på konsolidering och affärsutveckling av befintlig kundbas samt planering och implementering av arbetsprocesser och stödsystem för att säkerställa en mer effektiv fortsatt tillväxt. Under tredje kvartalet har man på ett fokuserat och framgångsrikt sätt anskaffat nya kunder och projekt såsom;
- Canon Danmark med start upp fokus på channel marketing och partner program,
- Novo Nordisk HR med fokus på personal varumärkesuppbyggnad
- Nokia.
Blot en måned efter at have landet tre nye kunder går selskabet så konkurs med en besked om, at udviklingen i 3. kvartal var dårligere end forventet, og at prognosen for 4. kvartal er blevet nedjusteret. One Media hævder selv at have skudt en mio. SEK i selskabet, og tror ikke, der er grundlag for yderligere investeringer.
Bureaubiz har spurgt CEO, Lars Lindqvist, hvordan det kan gå så galt i løbet af blot en måned.
“Problemerne har accelereret i den seneste måned med udskudte projekter og en usikker ordrebog. Vores plan var, at et antal større kundeprojekter skulle startes op i løbet af fjerde kvartal, hvilket vi nu ved ikke kommer til at ske,” siger Lars Lindqvist.
Men det ændrer ikke på indtrykket af, at man har set værre kriser i bureauer, som alligevel har kunnet drives videre. Markedet er ganske vist hårdt, og mange oplever et pres på indtjeningen, men med kundetilgang og en kundeliste i øvrigt, som f.eks. omfatter Microsoft, så skulle det være muligt for en virksomhed med en omsætning på over 200 mio. SEK at håndtere et lille dansk bureau uden at lade det gå konkurs.
Måske forklaringen ligger mere i One Media end i One Cph. Moderselskabet har nemlig sine egne problemstillinger.
Et af de store selskaber i gruppen One CC måtte nemlig lidt tidligere i år notere et tab på 7 mio. SEK på kunder, og det førte til en så anstrengt likviditet, at One Media i september ansøgte om en rekonstruktion.
Der har også været historier fremme om forhandlinger om et salg af gruppen.
Morten Hassing-Kjær tror da også fortsat på, at bureauet havde en fremtid.
“Jeg synes, vi er kommet godt fra start, og der var stigende aktivitet. Men ja – indtjeningen har været presset, som jeg tror, mange har oplevet det i markedet. Det ændrer dog ikke på, at jeg tror på bureauets muligheder, hvis der var kommet kapital som planlagt. Det gjorde der så ikke, og så var der ingen vej tilbage – men det er brandærgerligt – først og fremmest for medarbejdere og kunder,” siger Morten Hassing-Kjær.