Af Hanne Feldthus

Johanne er en skræmmende sød gammelsocialist. Margrethe et paradoks. Barfoed uden strategisk forståelse. Helle en afholdskvinde, der pimper portvin i privaten, og Løkke en tøver, der ikke tør handle på egne dagsordner. Hvilket brand skal jeg dog købe?

En planners vigtigste egenskab er efter min bedste overbevisning evnen til at mærke efter. I virkeligheden skal man være en slags vejrhane, der hele tiden opfanger det mindste vindpust og derefter prøver at greje, hvor det kommer fra og hvad det betyder.

Hvad er det man føler, når man føler? Og føler andre det samme?

Dygtige politikere er dygtige plannere. De kan, som Peter Mogensen så malende beskrev det i en af de allesteds nærværende valgudsendelser, fiske en sild op af vælgerhavet og gøre den til en vinderdagsorden.

I denne valgkamp er det Johanne Schmidt Nielsen og Margrethe Vestager, der har været de mest velsmurte vejrhaner. De har evnet at sætte ord på udvalgte segmenters følelser.

Som borgerlig vælger, kan det skræmme mig fra vid og sans, at Johanne fra Enhedslisten repræsenterer et stigende antal danskeres syn på tilværelsen. Himmel og hav har de nærlæst deres gammelsocialistiske valgprogram? Eller er det bare, fordi hun er så sindssygt overbevisende, så kompetent, energisk og oprigtig og samtidig så sød og charmerende. Jeg håber det sidste.

Den radikale Margrethe kører med fornuftsklatten på den velovervejede og strategiske måde. Hun har i de sidste måneder satset på det umulige: En borgerlig økonomisk politik med en S-leder for bordenden. Og paradokset virker. Man fantaserer om, at det kan lade sig gøre uden, at man aner, hvad der kommer ud af det.

Stærke brands rummer altid paradokser. De forener det uforenelige. Tænk på Apple, der repræsenterer leg, kreativitet og glæde samtidig med, at de er en af de mest protektionistiske virksomheder i verden. Ikke noget open source der.

Jeg kender ingen, og jeg mener ingen, som ikke synes, at Margrethe har gjort det godt, og ingen som ikke på et eller andet tidspunkt har overvejet at stemme på hende inklusive mig selv.

Om jeg gør det, har jeg lige i dette sekund ikke afgjort. Jeg har udviklet mig til en gennemført tvivler efter i firserne troligt at have stemt på de konservative under Schlüter, i halvfemserne at have stemt på Venstre under Uffe og i nullerne igen på Venstre under Anders Fogh Rasmussen.

Skiftet fra de konservative til Venstre handlede alene om personer. Jeg er konservativ, men jeg kan ikke stemme på strategiske idioter. Og det Konservative Folkeparti er renset for mennesker, der kan formulere en problemstilling, så jeg kan forstå den, og derefter anvise en anvendelig løsning.

I min optik er de konservatives evigt skiftende ledere nogle, der med jævne mellemrum dukker op på skærmen og uden forudgående forklaring kræver lavere skatter til de velhavende og højere straffe til de kriminelle.

Og just for the rekord: Der svømmer ikke en eneste sild rundt i vælgerhavet, der har et påtrængende behov for at nedlægge regionerne. Hvad helvede har det med noget som helst at gøre midt i en krisetid, hvor vi faktisk ikke aner, hvad vi skal leve af i fremtiden?

Dumpet Lars Barfoed. Dumpet. Dumpet. Dumpet. Jeg kan ikke se det, jeg kan ikke mærke det. Jeg kan ikke forstå det.

Som konservativ har jeg været hjemløs i årtier, og her deler jeg skæbne med mange andre. De konservative politikere er simpelthen nogle fjolser, der har svigtet deres oprindelige værdier og tanker. De kan ikke repræsentere mig i et repræsentativt demokrati. Og på trods af, at de burde have uovertrufne muligheder for at rekruttere de fremmeste strateger i dette land, så er deres pladser besat med en samling forvirrede opportunister.

Så jeg har stemt Venstre. Nej, jeg har helt konkret og personligt stemt på Anders Fogh Rasmussen, for det kunne jeg nemlig der, hvor jeg boede før. Han var en mand, der evnede at overbevise mig om, at han havde styr på det. Nu er han væk, og hvis han stadig var her, kunne jeg ikke længere stemme på ham.

Nu ved jeg ikke, hvad jeg skal.

Jeg følger Margrethe tæt; lytter til hvad hun siger; forstår at hun behændigt undviger journalisternes evindelige spørgsmål, om hun ikke selv vil være statsminister selvsagt, fordi det var det, der slog Jelved af pinden. Ingen ultimative krav, ikke noget statsministerielt hovmod, stille og roligt frem mod magten.

Men åh, hvor ville jeg ønske, at hun blev statsminister.

Jeg kan ikke mærke Helle Thorning. Hun virker som en Barbiedukke med en båndoptager indeni. Hun er ikke ægte. Hun er kold og beregnende, en karrierepolitiker, der optimerer sin egen økonomi og bilkørsel og sine egne børns skolegang samtidig med, at hun finder det for godt at belære mig om, hvordan jeg skal opføre mig til det fælles bedste. Hvordan skal hun kunne repræsentere mig? Hun er som en afholdskvinde der pimper portvin i privaten.

Og Løkke er bare for defensiv. En general manager uden visioner. Et svagt brand underlagt de bagudskuende pianister. Jeg tror ikke på, at han har evnen til at få Danmark til at lave det kvantespring ind i en ny tidsalder, som jeg kan mærke helt ind i min rygmarv, at vi har brug for. Han er en tøver. En der, når han endelig har fået sat en dagsorden, ikke tør handle på den. Og så er hans nuværende ministerhold bare en samling klumremikler. Sikkert fordi han er en dårlig leder. En tøver. Jeg har ikke brug for en tøver. Jeg har brug for en modig leder.

I morgen skal jeg stemme, og for første gang må jeg træffe den endelige afgørelse i stemmeboksen.

Hvad skal jeg gøre Margrethe? Kan jeg forlade mig på dit paradoksale brand?

Hanne Feldthus er fast klummeskribent på Bureaubiz. Hun har udgivet bøgerne: “En arbejdsnarkomans bekendelser” og “Den stensikre vej til fiasko” og arbejder herudover som selvstændig kommunikationsrådgiver efter 12 år som strategisk direktør på reklamebureauet Wibroe, Duckert & Partners.

Kommentarer

  1. Hvis du tager dine politiske beslutninger ud fra hvad du “kan mærke helt ind i din rygmarv, at vi har brug for”, så er det bare med at få sat kryds ved Pia Kjærsgård. Det er også hendes foretrukne analysemetode.

  2. Kære Anonyme Havkat. Rygmarv og mavefornemmelser er det, der driver verden frem. Man kan ikke regne sig ind i fremtiden, selvom jeg godt ved, at der er mange, der klamrer sig til deres budgetter og business cases, alt imens de glemmer, at ingen ved, hvordan dagen i morgen ser. Og selvom man ikke er enig med Pia K, kan ingen vel komme uden om hendes evne til at fiske sild op af vægerhavet i de forløbne 10 år.

  3. Hej Hanne. Som planner er jeg ret enig i dine betragtninger og mavefornemmelser af de forskellige p-ledere. Når vælgerne er begejstrede for Johanne, tror jeg dog ikke det er pga hendes kommunistiske optik. Vælgerne er lykkelige for at se en menneskelighed, som de har savnet, og som de borgerlige partier har mistet. Anders byttede den væk for støtte. Nok er nok, bliver det kaldt. Hvis VOK går tilbage er det i høj grad et fravalg.

  4. Kære Hanne,
    Du rammer hovedet på sømmet med din analyse. Som konservativ vælger gennem mange år har jeg været i gennem præcis de samme analyser som du beskriver. Det hjælper jo heller ikek just at Lars Barfoed har karisma som en våd gang bølgepap. Jeg synes ligeledes at Lars Løkke har vundet ved nærmere eftersyn. Det viser sig jo at han HAR visioner, og han HAR passion. Men jeg er konservativ og dette livssyn kan jeg ikke lægge fra mig – og det uagtet at de kandidater jeg kan stemme på i morgen ikke just overstråler deres formand. Når så alligevel bliver en stemme på liste C i morgen skyldes det at jeg synes at Danmark har brug for en borgerlig politik med et socialt ansvar, en ordentlig økonomi og en interessevaretagelse af topskatteyderne. Håber du synes det samme…

  5. @Hanne: Lidt ufrivilligt tror jeg du rammer meget præcist ned i det, der egentlig kendetegner den demokratiske krise, vi har stået i i de sidste 15 år. Vi vurderer ikke vores politikere på deres politik eller om deres argumenter holder, men enten på hvad vi sådan kan føle nede i maven, at der skal til, eller om de er gode til at “fiske sild op af vælgerhavet”. Det startede egentlig med Nyrup, men Fogh forfinede det til en kunstart at blive elsket af kommentatorerne for sine strategiske evner. “Stem på Anders Fogh, for han er god til at få folk til at stemme på sig!”

    Absurd. Fuldstændig absurd. Og meget langt fra hvad den oprindelige mening med et repræsentativt demokrati er.

  6. Synes egentlig, at din analyse af De Radikale passer meget godt med, hvad jeg selv tænkte i går. Men jeg synes også, at hun gennem sit paradoks er sluppet uden at fortælle, hvad hendes egne visioner er. Jeg kan ikke helt komme på, hvad der er radikal politik udover, at de har taget lidt fra begge blokke og peget på, at det er det, de vil. Men hvad de selv ville gøre, hvis der ikke var to blokke, der var fremkommet med de forslag, har jeg svært ved at se. Bare det, at ingen journalister har fundet grund til at lave et fakta-tjek af en udtalelse fra hende vidner om noget problematisk. Hun har ikke sagt noget, der var værd at tjekke i løbet af en valgkamp… sandt eller falsk. Det er bemærkelsesværdigt, men siger måske mere om journalisterne.

    Hvis bare hun kunne blive statsminister, så ville jeg som blå vælger være lidt mere tryg ved den røde blok. I stedet får vi en statsminister, hvor man ikke helt føler, at hun er… ved ikke ordet “kompetent” er det helt rigtige. Det virker bare forkert. Vesterager fremstår bare dygtigere.

    Men det er ikke så underligt, at så mange er i tvivl og næsten uanset hvad, så ender det i en slags kaos i det næste halve år.

  7. Kære Hanne
    Endnu en skarp klumme. Vi der altid har troet på konservatismen som det ægte kollektivistiske OG udviklende alternativ til liberalismen er endnu engang ladt i stikken af…dybt suk. Et ekstraordinært svagt og flakkende lederskab i det Konservative Folkeparti. Men hjælper det at flygte rundt til forskellige folkeforførende personer i søsterpartierne fra gang til gang? Ja, det er opløftende med Margrethe, at hun tænker sig om hver eneste gang før hun svarer og hun kan sin kausalitet. Jeg sætter nu alligevel mit ideologiske kryds som jeg plejer, og håber partiet en dag kan finde en strateg med gennemslagskraft. Har du tid? Godt valg 🙂

  8. Kære Hanne,

    Du kunne overveje LA. Der er følelser og passion nok at tage fat på – og det virker som om, ønsket om at reformere Danmark til alles bedste er ægte.

  9. Kære Martin Lindegaard. Jeg har ikke tænkt mig at gå ind i politik, det holder mit temperament vist ikke til, men jeg skal gerne hjælpe de konservative på konsulentbasis, hvis de har mod på det.

  10. Kære Hanne. Tak for dine bekendelser!!! Jeg har altid været på rødt hold- men tiderne er for alvorlige til drømme. Men jeg er helt med på, at det autentiske i politik, forretning og privatliv er en vinder. Hermed kan jeg få chancen til at skam rose dig for bogen: ” En arbejdsnarkomans bekendelser.”
    Du er en stor formidler af mennesket i nutiden!!!! Det er mig en sand fornøjelse, at læse dine beskrivelser af krop og psyke sammenhængen!!!
    Mange positive hilsner
    Tvivleren fra rød blok;)

Få nyhedsbrev

Tilmeld dig Bureaubiz’ ugentlige brief om bureauer, reklamefolk og marketing - og kom bedre rundt om branchen hver dag.

Tilmeld nyhedsbrev
En del af Creative Club