Endnu en DIA09-vinder går sammen med reklamebureau

Peter Engholm
25@mail.dk

Først gik Atmosphere sammen med BBDO, nu går In2Media sammen med Impaq Cph. Denne gang med web-bureauet som storebror.

“If you can’t beat them, join them” – In2Media har på en uge gjort begge dele.

Først til Danish Internet Awards 09, hvor kampagnesite-prisen ifølge kreativ chef Pelle Martin betød, at “vi har slået de traditionelle reklamebureauer af banen”.

Og nu slår webbureauet sig sammen med Impaq Cph – ved at købe 50 pct. af reklamebureauet. Og frem for at tale om integrerede løsninger foretrækker man at være dem. Tim Frank Andersen, bestyrelsesformand i både In2Media og Impaq, siger:

“Offline og online smelter endnu mere sammen, og vi mener, at kundernes marketingudfordringer løses bedst ved at integrere disse to verdener meget bedre, end det sker i dag på web- og reklamebureauer. Den aktuelle udbygning af vores mediehus er et klart tegn på, at der ikke kun er en tendens omkring markedets øgede fokus på de digitale kommunikationsløsninger. I gamle dage fik vi job af reklamebureauerne, i dag offentliggør vi et nyt partnerskab med traditionelle reklamekræfter i vores hus.

Bag Impaq Cph står Ole Herstal, der i sommer stiftede bureauet efter bl.a. at have været adm. direktør i Co+Høgh i to år.

“Vi kan tilføre en strategisk indsigt og en forretningsorienteret måde at arbejde med virksomheder – denne dialog har traditionelt set været forbeholdt kunde-reklamebureau, med webbureauet på bagkant. Samtidig bliver de kreative kompetencer bedre integrerede: Vi har kreative fra bl.a. Brandhouse, Magnetix og Fremfab – altså vidt forskellige bureautyper,” siger Ole Herstal.

Impaq Cph har også købt en ejerandelaf In2Media, men webbureauets rolle som storebror understreges af, at Impaq bidrager med 5 medarbejdere i de knap 40 mand store fællesskab på Rosenvængets Allé på Østerbro, København.

“Tendensen i bureauægteskaberne får en ny dimension med dette set-up, som ikke i første omgang er en fusion på ejerskabet og et helt nyt selskab. Vi ønsker i stedet at arbejde os i form,” siger Ole Herstal.