For et par dage siden blev to image-undersøgelser over virksomheder i Danmark offentliggjort.
I den ene undersøgelse blev Lego topscorer. I den anden nummer to.
Også i dagens image-undersøgelse, som er lavet af Reputation Institute i 15 lande i Europa, Asien og Nord- og Sydamerika, ligger Lego rigtig godt til, mens endnu to danske virksomheder, nemlig SAS og Carlsberg er med længere nede i feltet.
Lego er nummer 10 foran virksomheder som Adidas, IBM og Samsung og selvom de er røget ned fra en 5. plads sidste år, er det stadig en flot placering mener Henrik Strøier, adm.dir. i Reputation Institute:
“En række af de virksomheder, der har ligget i toppen i en række år, havde nogle problemer sidste år. Det gjorde, at de gled ned ad listen, men nu har de fået rettet op på skuden og er derfor kravlet op ad listen igen. Og det er gået ud over Legos placering. Men de gør det stadig rigtig, rigtig fornemt”.
De to øvrige danske virksomheder på listen, SAS og Carlsberg, er henholdsvis nummer 77 og 89.
For SAS’ vedkommende er det status quo. Henrik Strøier mener, at SAS har bibeholdt sin plads fordi det er lykkedes godt for dem at markedsføre sig på value for money og at de igen er kendt for præcision og komfort.
For Carlsberg er en plads som nummer 89 en forværring i forhold til sidste år, hvor de var nummer 84. Og en af årsagerne er ifølge Reputation Institute-direkten, at øl-giganten har udfordringer på kendskab fordi mange af deres øl ikke markedsføres under Carlsberg-navnet.
Top-10 listen ser således ud:
- 1. BMW
- 2. Sony
- 3. Walt Disney Company
- 4. Daimler (Mercedes-Benz)
- 5. Apple
- 6. Google
- 7. Microsoft
- 8. Volkswagen
- 9. Canon
- 10. Lego
(Børsen, p. 40).