Endnu en ung leder fra praktikant til chef

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Thomas Herman Nørgaard er lige som Sara Eskildsen, som vi skrev om i sidste uge, startet som praktikant på det bureau, hvor han nu er mellemleder. Her er hans tanker om ledelsesrollen.

”Jeg har en meget personlig og uformel omgang med juniorkonsulenter, som jeg er chef for og har ikke samme grad af professionel distance, som jeg normalt forbinder med relationen mellem leder og ansatte.”

Sådan siger Thomas Herman Nørgaard, der ligesom Sara Eskildsen, som vi skrev om i sidste uge, er gået fra at være praktikant til at være leder på samme bureau.

32-årige Thomas Herman Nørgaard startede som praktikant hos Grace Public Affairs i 2019 og fortsatte som studentermedhjælper. I 2021 blev han fastansat, og i august sidste år fik han personaleansvar for otte juniorkonsulenter.

Hvilke tanker har du gjort dig om ledelsesrollen?

”Egentlig ikke så mange, før jeg fik rollen som leder. Efterfølgende har jeg så reflekteret over, at jeg tror, at jeg tilgår ledelsesrollen på en lidt utraditionel måde,” siger Thomas Herman Nørgaard og uddyber, at han først og og fremmest betragter juniorkonsulenterne som sine kolleger og dernæst er han leder.

”Det kollegiale kommer først, og jeg har også snakke med dem, som man har med sine kolleger, dvs. vi deler også private ting. Nogle vil måske udlægge det som uprofessionelt, at jeg har et venskabeligt forhold til dem jeg er leder for, og jeg har selvfølgelig tænkt, om der er nogle faldgruber i det, som jeg ikke er opmærksom på qua min beskedne erfaring med lederrollen.”

Thomas Herman Nørgaard er netop startet på et kursus sammen med nogle af sine andre kolleger, hvor ledelse også indgår som et element.  

”Jeg er med på, at jeg selvfølgelig bliver klogere på lederrollen, men nu tænker jeg mest på, at ledelsesrollen handler om relationelle og menneskelige kompetencer end at ledelse er en selvstændig faglighed,” siger Thomas Herman Nørgaard, men erkender også, at det måske er et udtryk for den knappe erfaring, han har med ledelsesrollen, og at han kan blive klogere hen ad vejen.

”Jeg har det sådan lige nu, at hvis jeg ikke kunne have den semiprivate relation, som jeg har til juniorkonsulenterne, så ville jeg overveje lederrollen, for det er den måde, jeg godt kan lide at lede på.”

I forhold til lederrollen er der en ting, der er meget vigtig for Thomas Herman Nørgaard:

”Jeg har som princip, at jeg roser og anerkender meget. Og hvis jeg hører noget positivt om en medarbejder, så videreformidler jeg det altid. Det behøver ikke at være så konkret, det kan også bare være en tilgang, eller positiv energi, man bringer til bordet Grunden til, at jeg er meget opmærksom på det, er fordi jeg i høj grad kan genkende, hvor meget det kan betyde. Og jeg tror ikke, at ledere tænker over, hvor meget det betyder at få anerkendelse for sit arbejde.”