Endnu et bureau kan skrive SuperBrugsen på kundelisten

Peter Engholm
25@mail.dk

SuperBrugsen hylder lokal mad og fællesskab – og det forenes i madklub.dk. Et mindre bureau står bag ideen, udførelsen og markedsføringen.

Den seneste måned har været særdeles aktiv, markedsføringsmæssigt, for SuperBrugsen – med en række forskellige tiltag, der alle havde det lokale fællesskab til fælles. To allerede beskrevne tiltag får nu følgeskab af et tredje, og dermed endnu et bureau.

Først kom en social media-kampagne med syv små film om, hvad fællesskab betyder for folk – skabt af produktionsselskabet Charles&Raven i samarbejde med det kreative makkerpar NeyeFalgren.

Siden fulgte en film, landsdækkende lanceret, skabt af Ocean og produceret af Bacon. Den skal skabe rammerne om kædens engagement med lokale producenter, hvis varer bliver profileret og solgt i de enkelte butikker.

Nu følger så Madklub.dk, der skal gøre det lettere for danskerne at spise sammen – et værktøj, der både kan hjælpe med at holde styr på aftaler og inspirere – med tips fra kokke og madbloggere.

”Årsagen til, at vi har valgt at stå bag dette initiativ, som ikke er direkte kommercielt, er, at kæden gerne vil forbindes med mad og fællesskab. Med Madklub.dk ønsker vi at ramme en tendens i tiden, hvor flere og flere søger fællesskaber – og gerne omkring middagsbordet,” siger Jeff Salter, marketingchef i SuperBrugsen.

I en ny undersøgelse fra Coop Analyse svarer næsten 11 pct., at de er med i en form for madfællesskab. Og godt 8 pct. svarer, at de forventer, at de vil bruge mere tid i en form for madklub det kommende år.

Bag madklub.dk står Gefühl.

”Vi præsenterede SuperBrugsen for vores idé, som vi fornemmede var noget for dem – med mad og fællesskab. Det var spot-on, viste det sig. Vi fik go fra SuperBrugsen og har stået for designet, den tekniske udvikling og for markedsføringen af sitet,” siger Jacob Højrup Hansen, der er partner i Gefühl.

Madklub dk markedsføres på SuperBrugsens egne kanaler, på Facebook, via bloggere og Google Adwords. Sitet er – fremgår det på forsiden – en del af SuperBrugsen, men der kommunikeres ikke taktisk på sitet.

”Vi beskrev madklub.dk for en mad-sociolog, der bekræfter, at netop fællesskabet er dét, der for alvor rør sig i madbilledet for tiden. Det gode måltid er dét, vi samles om,” siger Jacob Højrup Hansen.

Madklub dk og de førnævnte fællesskabs-film lapper i øvrigt ind over hinanden: På det nye site er der input at hente fra madbloggeren Ane-Christine Hellerup Brandt fra Valdemarsro. Da Gefühl hørte om Charles&Raven-projektet foreslog de at tage bloggeren med i film-serien. Denne film kan ses her.