Visionerne var store, da WPP Group i 2007 vandt det globale Dell-budget til over 20 mia. kr. over tre år på et løfte om at forme et nyt bureau dedikeret til at servicere Dell.
Resultatet blev Enfatico, som sidste sommer købte Adpeople ud af People Group, og gjorde bureauets adm. dir. Ronnie Job til chef for Enfatico i EMEA.
Kritikere har dødsdømt bureauet fra begyndelsen, fordi det er bygget på kun en kunde, og de vil sikkert nu sige “hvad sagde vi”.
Andre vil sige, at der kom en finanskrise ind over og gjorde det svært at leve op til visionen – bl.a. fordi Dell har skåret i sine marketingbudgetter og intet er, som man forventede i 2007.
Uanset hvad – det er et faktum, at WPP nu har flyttet Enfatico fra at være et selvstændigt bureau i gruppen til at høre under Y&R brandet. Enfaticos topchef, Torrence Boone refererer således ikke mere til WPP-topchef, Sir Martin Sorrell men til Y&R-chef, Peter Stringham.
Beslutningen kommer blot to måneder efter, at Enfatico reducerede personalet med 8 pct.
Så er det første skridt til, at Enfatico forsvinder helt? Det må tiden vise. Foreløbig er meldingen dog, at Enfatico fortsat eksisterer som bureau, men man vil trække på Y&R’s ressourcer, hvor man har brug for det.
En af forklaringerne skal formodentlig findes i det forhold, at de to folk hos Dell, der talte stærkt for løsningen med et nyt bureau, nu er væk, og det er et stort spørgsmål, om resten af organisationen tror på konceptet. Man kan da også se internationale blogs, hvor det bliver fremført, at Dell bærer skylden for, at Enfatico er mislykkedes.
Man er dog nået for langt til, at man bare kan skrue tiden tilbage, og derfor kan Enfatico meget vel fortsætte i en eller anden form. Men dog som supplement til en mere almindelig løsning, hvor man samarbejder med en eksisterende bureaustruktur.
For Adpeople kan den udvikling meget vel vise sig at give nye muligheder.
Læser man i den internationale presse fremhæves, for folkene bag opbygningen af Enfatico ikke et godt skudsmål. Det fremhæves, at de har været for fokuseret på en mere traditionel branding-løsning og ikke forstået, at Dell er en kunde, hvor det direkte salgs betydning stiller særlige krav hos bureauet til at drive og forstå forretningen.
Men det er faktisk lige nøjagtig det, som Adpeople altid har kunnet. Bureauets evne til at eksekvere konsistent og cost-effektivt på internationalt niveau er det, der har givet en stærk relation til Dell. En relation, der førte til WPP’s køb af både Adpeople, Graphicpeople i Bangladesh og Softwarepeople,
Men bureauerne står ikke bare med de kompetencer, der er brug for i relation til Dell – med Y&R alliancen får de adgang til et meget større system og andre internationale kunder, som også kan få nytte af kompetencerne.
Det er da også en relativt positiv Ronnie Jo, der har denne kortfattede kommentar:
“Jeg er velvidende om den proces, der går i gang nu, og jeg ser positivt og konstruktivt på det. Vi ser frem til at blive en del af en større familie”.
I Danmark er Y&R repræsenteret via Bates, som dog ikke er et WPP-kontrolleret bureau. Hertil kommer Wundermann, der også hører under Y&R.
Hvorvidt skridtet med at flytte Enfatico ind under Y&R – og dermed et af Danmarks største bureauer – får konsekvenser i Danmark er ukendt. Nyheden blev lækket i USA Skærtorsdag, og der er således fortsat mange uafklarede spørgsmål.